Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinje, Aasmund Olafsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinje 141
spondent til «Drammens Tidende», og i over otte Aar var dette hans
eneste faste Indtægt. Endnu i 1851 blev det ikke saa stort af Kanß
Korrespondancer ; men senere blev de mere regelmæssige, og han fik
tilslut sine 300 Spd. om Aaret, rigtignok noget uregelmæssig udbetalt og
ikke altid i rede Penge, men ofte i Naturprodukter. Ved Siden heraf
skrev han hyppig i andre Blade, forfattede Lejlighedssange for Betaling
og optraadte fra 1852 af sum Taler baade i og udenfor Hovedstaden.
Hans «halv officielle Gjæsterejser begyndte efterhaanden at gaae hyppigt
paa, og tilsidst kunde der ikke vel tænkes et ærligt «Nautemøte», Heste
skue, Landbrugsudstilling eller nogen anden offentlig Forsamling, ja ikke
engang et større Familielag, uden at Vinje blev en Fornødenhed. Han
bestiltes, han afhentedes med Hest og Kjærre til Aastedet og kunde med
Rette kaldes national Fest-Voyageur. Han kom, somoftest med en Sang i
Lommen og altid beredt til at holde en Tale, hvori Gjækken sloges løs, og
mangen sund og fengende Tanke sendtes udover den leende Forsam
lings Hoveder». (111. Nyhedsbl 1863). Denne Levevis forandredes ikke
ved, at han efter strengt Arbejde den 15 Decbr. 1856 fik juridisk Em
bedsexamen med Laud, og at han 28 April 1857 blev autoriseret som
Overretssagfører ; kan var efter sin Examen i henved to Aar paa Kon
toret hos Advokat J. C. Lous og førte paa egen Haand højst en to, tre
Retssager; men hertil indskrænkede ogsaa hele hans juridiske Virksomhed
sig, — «jeg kunde ikke være Sagfører», har han selv sagt.
Hans Liv og Lyst var i det literære Arbeide og i den daglige Om
gang med Samtidens aandrigeste Mænd. Han havde en Evne til at blive
kjendt med alle mulige Mennesker, som var af den største Betydning
for hans Journalistik og for hans aandelige Udvikling. Hans første Ven
ner i Kristiania var H. Ibsen og P. Botten-Hansen, sammen med hvem
kan i 1851 udgav det satiriske Ugeskrift «Manden» eller «Andhrimner»,
en Efterligning af Goldschmidts «Corsaren», og særlig sluttede han sig
nær til Botten-Hansen, i hvis Hus han stadig siden kom, og om hvem
der samlede sig en Kreds af begavede Literater, de saakaldte «Westpha
lere>;. Her var Botten-Hansen, efter hvad Vinje selv har fortalt, i lang
Tid Midtpunktet. «Der Baato me daa med alle dei Bøker ikring os og
tin^o ein god Dram og Spikesild og lybsk Pølse. Der var Skjemt. Du
skulde hava voret med ! Ein slik Kveld var der, lat meg taka deim
etter Alderen: Asbjørnsen, Ivar Aasen, eg, Ibsen, Bjørnson, E. Sars og
ellers imillom og som til Utfylling ein og annan Baul blandt alle desse
Propheter. Paa alle Olymper var der altid ei Skotskive. «Me maa vera
interessante Gutar», sagde eg, daa Bellskapet 30 i Fyrstninga saag nokot
stivt ut, «skal ikke her vera Aand og Vit og sprakande Samtale, so
maatte Skam vita». Og so bar det laust. Og daa det so leid fram i,
veit eg, at eg sagde: «Synd, at ikke Welhaven skal vera med. De ero
no i Grunnen berre Bmaa^utar imot honom, de Allesaman. 80 som han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
