Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosa (Rosaceæ)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udtørres, hypper man lidt Jord op om den. Disse
Planter kan da i Juli-Aug. samme Aar okuleres
paa Rodhalsen. Umiddelbart efter Okulationen
hyppes Jorden igen op om Planterne. Den
paafølgende Vinter dækkes de omhyggeligt med Jord,
og tidlig næste Foraar efter Afdækningen afskæres
Toppen af den vilde R. oven over det indsatte
Øje. Dette bryder frem og danner den fremtidige
Rose. Til stammede Roser benyttede man tidligere
at indplante vilde Hybenstammer fra Mark og
Skov; men da disse i Reglen havde daarlige
Rødder, gav de ofte et meget slet Resultat. Man har
derfor forsøgt andre Tiltrækningsmaader, hvoraf
navnlig den har fundet stor Udbredelse og
Anvendelse, som først blev anvendt af en
Handelsgartner Ruschpler i Dresden, nemlig Tiltrækning
af Frøstammer af R. canina. Planterne tiltrækkes
paa samme Maade som ovenfor angivet. De
udplantes i Planteskolen paa 60 cm brede Bede med
4 Rækker paa hvert Bed og 30 cm mellem
Planterne i Rækken. Jorden i saadanne Bede maa
være særdeles godt bearbejdet og i høj Grad
næringsholdig. Planterne fremstaar da her aldeles
urørte i 2 paa hinanden følgende Somre. Den
anden Sommer vil der lige fra Bunden opvokse
kraftige Skud af forskellig Længde og Tykkelse. Om
Efteraaret optages alle Planterne. Man beholder
paa hver Plante kun ét Skud — det kraftigste
og længste. Alle de andre fjernes lige ved
Grunden. De sorteres efter Længde, overvintres
frostfrit og udskoles det paafølgende Foraar. I de
senere Aar er man dog, efter hollandsk Mønster,
gaaet mere og mere over til at anvende Stammer
af Rosa rugosa, som formeres som tidligere omtalt
ved Stiklinger og underkastes en 2aarig Kultur
paa Bede i let, porøs, næringsholdig og helst
moseagtig Jord. Ofte indforskrives Stammerne fra
Udlandet. Disse Stammer har den Fordel at give en
mere ensartet Vare, og de kan trives i mindre god
Jord. Paa den anden Side er de vel knapt saa
haardføre, og adskillige Sorter trives ikke paa
Rugosastammer; dette gælder især adskillige
mørkerøde Remontant- og Tehybrider. Disse Stammer
udplantes tidligt om Foraaret i Rækker med
80-100 cm Afstand og med 25-30 cm mellem
Planterne. I Juli-August okuleres de, og man
indsætter 2 Øjne, et paa hver Side af Stammerne;
alle i Sommerens Løb fremkomne Sideskud fjernes
før Okulationen, med Undtagelse af de 3-4
øverste, som man kan anvende til Stiklinger næste
Aar. Den sædvanlige Stammehøjde er 100-120
cm; men til Kanter om Grupper af højstammede
Roser tiltrækkes især af Polyanthasorterne en Del
paa 30-50 cm høje Stammer, ligesom man til de
saakaldte »Hængeroser«, hvorved forstaas
Klatreroser forædlede paa Stammer, benytter en
Stammehøjde paa 150-180 cm. Om Efteraaret kan man
forsigtigt nedbøje Stammerne og med Vidjer
fastbinde dem ved Grunden til hinanden, efter at man
har afskaaret Toppen 6-8 cm over
Forædlingsstedet, og dække dem med Jord. Paa mindre
udsatte Steder vil det i Reglen være tilstrækkeligt
ved Nytaarstid at ombinde Forædlingsstedet med
Papir, som vindes om og kun fastbindes over
Forædlingsstedet, saaledes at Luften og Lyset ikke helt
lukkes ude. Først i April fjernes Jorden eller
Papiret, og Stammerne opbindes enten enkeltvis til
Stokke eller til 2-3 Rækker tykt Staaltraad, men
saaledes at Stammerne ikke ødelægges ved at
gnide mod Staaltraaden i stærk Blæst. Naar
Skuddene bryder frem, fastbindes de til Stokken paa
Stammerne; paa udsatte Steder trækker man
desuden en Snor saa højt, at man siden kan binde
Kronen til denne, da en Storm ellers kan
ødelægge en Mængde Planter ved at Kronen blæser
af. Om Efteraaret opgraves de og indslaas i et
nogenlunde frostfrit Lokale og udplantes det
følgende Foraar paa Blivestedet. Foruden paa
Friland om Sommeren kan man ogsaa formere Roser
ved Forædling om Vinteren under Glas. Man maa
da i Forvejen indplante Frøplanter af R. canina,
og disse podes i gode og lyse Drivhuse, hvor man
kan holde en ensartet Varmegrad af 18-22° C., i
Løbet af Vinteren, enten med modent Træ eller
med ungt Træ, der er fremdrevet samme Vinter.
(Se Artiklen Pottekultur af R. og Forædling:
Podning af Roser i Hus (I. S. 283). Denne
Formeringsmaade spiller især en Rolle, hvor det drejer sig
om hurtig Masseformering af ny Varieteter, og
man forædler i saa Tilfælde paa Rodhalsen af
Frøplanter af R. canina. Den anvendes ogsaa i
enkelte Forretninger til Formering af stammede
Roser og R., der skal anvendes til senere
Fremdrivning i Blomst under Glas, men har i den
Henseende som Helhed ikke særlig praktisk Værdi,
da man ved Formering paa Friland om Sommeren
som almindelig Regel faar et meget bedre
Resultat samt bedre og kraftigere Planter. I de
senere Aar anvendes R. laxa en Del som Grundst.
for R. og synes i hvert Fald i Planteskolen at
frembyde flere Fordele.
For at trives her i Norden maa R. underkastes
en vis Kultur, ɔ: der maa ved Kunst skabes
saadanne Betingelser for deres Trivsel, at de kan
udvikle sig til den Fuldkommenhed, som de
forvænte Fordringer i vor Tid stiller. Denne Kultur
falder da i forskellige Hovedafsnit, som skal
behandles hver for sig, idet der her kun er Tale
om Kulturen paa Friland, medens Kulturen under
Glas — den saakaldte Drivning af Roser —
behandles særskilt. Den første Fordring, som skal
fyldestgøres, for at R. kan trives og udvikle sig
vel paa Friland, er, at de plantes i en Jordbund,
der egner sig herfor. Den absolut bedste Jord er
en mild, ganske lidt sandblandet Lerjord, som
indeholder Kalk og i øvrigt er i en meget stærk
Gødningskraft. Saadan Jord findes jo imidlertid
paa langt nær ikke overalt, ja vel egentlig de
færreste Steder. Det er da heldigt, at R. kan
bringes til at vokse og til at trives i næsten
hvilken som helst Jord, man vil plante dem i, lige
fra den letteste Sandjord til den stiveste Lerjord,
naar man ved passende Tilførsel af manglende
Stoffer og Bestanddele samt ved god og
formaalstjenlig Behandling sørger for at bringe den i
forønsket Stand. Naar Jorden saaledes er løs og
sandblandet, maa man tilføre Ler — helst stærk
Lermergel. Det er en almindelig udbredt Tro, at
R. ikke kan trives og udvikle sig frodigt i løs
Sandjord. Dette er imidlertid ikke saaledes, idet
man tværtimod i saadan Jord kan frembringe
baade meget kraftige Planter og tillige saadanne,
der bærer aldeles fuldendte Blomster. Betingelsen
er kun, at der tilføres rigelig Lerjord, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
