Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XI. Selvhævdelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der kan med etisk Nødvendighed komme et Misforhold frem.
En Opgave, som det er min Pligt at løse, kan nødvendiggøre
Tilsidesættelsen af, hvad Selvopholdelsespligten under sædvanlige
Forhold vilde fordre. Döbeln (vid Jutas) havde ikke Tid til at
være syg. Livet maa endog helt ofres, naar vi for at bevare det
maatte fornegte, hvad der giver det dets egentlige Værd.
At leve for sin Sundhed er en Uting. Det kan ske, at man
af Hensyn til sine svigtende Kræfter maa trække sig tilbage
til mere begrænsede Opgaver; men det at begrænse sine Formaal
er ikke det Samme som at gøre til Formaal, hvad der kun
skal være Middel. Platon spotter over Lægen Herodikos’
Adfærd under en uhelbredelig Sygdom: »Da han ingen anden
Virksomhed havde, levede han blot for at kurere paa sig selv
og var højst ulykkelig ved den mindste Afvigelse fra den
tilvante Levemaade; paa denne Maade opnaaede han ved sin
Visdom under en haard Dødskamp en høj Alder.« Platon bemærker,
at for de Fattiges Vedkommende følger det af sig selv, at
de ikke kunne leve for at kurere paa sig; det er kun de Rige,
der kunne stille sig dette som Opgave; og han mener, at »den
der ikke kan følge den naturlige Levevis, heller ikke bør
helbredes, da det hverken er til Gavn for ham eller for
Staten«[1].
Vi vilde ikke gaa saa strengt frem. Vi have lært, at der under
og ved Lidelsen kan udfolde sig Egenskaber, som maaske hidtil
vare trængte tilbage, og som kunde give Livet en ny Værdi
for den Lidende selv og for dem, der paavirkes af hans
Forbillede. Hans Karakter faar maaske først nu sin Fuldendelse.
Vi tillægge Tankens og Følelsens Liv Værdi, afset fra de ydre
Virkninger. Vi se den enkelte Personlighed ikke blot som Medlem
af Staten, men ogsaa som Medlem af Familien, af Vennekredsen,
og se ham maaske selv i hans udadtil uvirksomme Tilstand
være til den største Glæde og Bestyrkelse for Andre.
Om den berømte Fritænker David Strauss’ sidste lidelsesfulde
Dage, der vare saa opbyggelige for hans Venner, skriver
hans Biograf E. Zeller[2]:
»Han fordrede ikke af Naturen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
