Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Fugletunger, og de store Grene bugter sig langt
bort og skygger svalt, hvor man går.
Sådan et gammelt Elmetræ!
Henrik gav det et venskabeligt Afskedssmæk
med sin Hånd og gik videre. Han kom til at tænke
på Ruth. Den lille Fugl ! Hende fik han da ikke
sagt Farvel til.
Figesom han skulde til at dreje ud på Lande-
vejen, mødte han Karen Mejlgård. Han fik netop
Tid til at bemærke, at hun så noget ophidset ud,
da hun med et Sæt standsede tæt ind på ham:
«Rejser De nu?»
«Ja.»
«De har slået op med Linda ?»
«Ja.»
I samme Øjeblik brændte hans venstre Kind
efter et smældende Ørefigen. Overrasket og for-
bitret slængte han Stok og Rejserem og greb hende
om begge Håndled og holdt hende fast.
«Hvad skal det sige?»
«Det skal sige saa meget som at Linda har
ikke sagt noget, men a så nok, hvordan hun
så ud i Går Aftes, og a hørte, hvordan hun
lå og græd i Nat, og De har båret Dem ad som
en rigtig Slyngel, har De!» Hun så op på ham,
rød i Kinderne og med våde, vrede Øjne, me-
dens hun søgte at rive sig løs: «Slip mig! A
vilde ønske, til a var et Mandfolk, så slap De ikke
med det!»
«De gør det meget godt,» sagde Henrik og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
