Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12 I
løsnede sit Tag. Han var nu rolig igen. «Så meget
Mandfolk er De vel, at De kan tåle, jeg holder Deres
Hænder et Øjeblik? — De dømmer om Ting, De
ikke kender, lille Karen. Det skal man aldrig.»
«A, sa meget kan a vel nok kende!» svarede
hun hånligt. «A husker nok, hvad Holm fortalte
om ham, Goethe, hvordan han narrede sin Kærest,
det var også sådan en god og kærlig bitte Nar, der
troede ham som Guds Ord, og så lavede han en
smuk Roman ud af det bagefter og blev en berømt
Digter. Pyh! Det er en køn M aner!»
«Ja, ja, K aren», sagde Henrik og slap hende
helt, «De taler nu alligevel om noget, De ikke for-
står. Men for Lindas Skyld vil jeg tilgive Dem,
også det Ørefigen, fordi De holder af hende, og De
er en ærlig Sjæl. Se, om De kan hjælpe hende lidt!»
Og han nikkede alvorligt til hende og tog sine
Ting og gik, medens hun tvivlrådig stod og så efter
ham. —
Henrik tog halvvejs over Land. Før Køben-
havnsdamperen næste Dags Eftermiddag stævnede
ud af Aarhusbugten, var det blæst op med en skarp
Østenvind. Søen var høj, og Damperen måtte hugge
sig frem, stik imod. De fleste Rejsende var let
klædte efter den sidste Tids milde Vejr, de frøs
eller blev søsyge og forsvandt snart. Da Helgenæs
var klaret, stod Henrik ene med Kaptajnen og Ror-
gængeren oppe på Kommandobroen. Det var ikke
Vær til overflødig Snak; han stod i Tavshed og
så frem. Der laa en tung blåsort Skyvold ude i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
