Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Romantikens Forhold til Kunsten. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Goethe og Caroline antydede, i «Sternbald»
Interessen bort fra Personer og Handling.
Jeg har tidligere skildret, hvorledes Rousseau
gjenopdagede Naturfølelsen. Som Sainte-Beuve
etsteds har sagt i Anledning af Rousseaus Par
Ord om Svalen, der byggede Rede paa hans første
Hjem: «Denne Svale var det, som i Litteraturen
spaaede Sommerens Komme». Det er denne
Naturfølelse, der, som jeg har vist det, gaaer
igjen i «Werther». Den Metamorphose, den nu
undergaaer, er den, at Naturbetragtningen, der
hos Rousseau havde været følsom, hos
Romantikerne bliver phantastisk. Derfor deres
Tilbagesøgen til Legender og Eventyr, til Folkeovertroen
med alle dens Alfer og Kobolder. Goethe havde
sagt: «Natur hat weder Kern noch Schale, Alles
ist sie mit einem Male», Romantikerne vilde kun
holde sig til Kjernen, til det hemmelighedsfuldt
Inderlige, som de søge at faae frem, efter først at
have lagt det ind. Det anelsesfulde Sind speiler sig
i Naturen og seer lutter Anelser. Tieck danner som
bekjendt Ordet Waldeinsamkeit (Vennerne paastode,
at det maatte hedde Waldeseinsamkeit). Romantiken
raaber med zitrende Stemme ind i Skoveensomheden,
og Ekcho bringer den lutter zitrende
Gjenklang tilbage, Alexander v. Humboldt har
vist, hvorledes Oldtidens Mennesker egentlig kun
fandt Skjønhed i Naturen, forsaavidt den var
smilende, venlig og Menneskene nyttig. Omvendt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
