Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til sine Børn har i Digtene et Stænk af
Faderforfængelighed; han taler i sine Vers om sine
Børn omtrent som kongelige Personer i offentlige
Udtalelser undertiden tale om deres; man føler, at
han betragter dem som Væsener, hvis Velfærd
maa ligge Alle paa Hjærte. Victor Hugo har
forstaaet at holde sig fri af disse Skjær.
Gjennem Hugos Digte bevæger sig, udstyret
med den højeste Skjønhed, Billedet af den unge
Moder, fulgt af sine fire Børn, af hvilke det
mindste endnu tripper med vaklende Skridt.
«Hvis du nogensteds skulde møde en Kvinde,
hvis Pande er ren, hvis Gang er rolig, hvis
Øine ere blide, som har sine Børn ved Haanden
og som, naar de møde en stakkels Tigger, lægger
en Almisse i det mindste Barns Haand ... eller
— hvis Smædesnakken tumler sig om et Navn og
du seer en Kvinde høre til i Tavshed og tvivle
og sige: Lad os vente med vor Dom! hvem af os
kunde man ikke bagvaske! o hvem du saa er,
velsign hende! Det er hende, min Sjæls Søster,
mit Haab, mit Ly, min Tilflugt.»
Og saa klinger der dernæst gjennem disse
Digte en Summen og en Kvidren som af
Smaabørns Lege, deres Larm og fugleagtige Skrig.
Barnet springer ind i Stuen, og selv den mørkeste
Pande, selv det urene Aasyn klarer op; Barnet
blander sine Spørgsmaal ind i den alvorlige
Samtale, og den standser i et Smil; det aabner sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
