Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Mérimée og Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rousseau, som male og synge vore Sætninger,
hugge dem til som Marmorblokke og fordre
Tingenes Lugt af Ordene. Alt det bemægtiger
sig Folks Nerver, vi finde det udsøgt; ja vel.
Men Spørgsmaalet er kun det, hvad vore
Børne-børnsbørn ville sige til det. Deres Følemaade vil
sikkert have forandret sig, og jeg er overbevist
om, at de ville staae forbausede overfor mange
af vore Værker. Næsten Alt deri vil være
forældet».
Forfatteren af denne vemodige Selvfordømmelse
gaaer rimeligvis meget for vidt. Hvis vore
Efterkommere ikke ville bryde sig stort om vore Bøger
— hvad der er rimeligt nok — saa vil den Stil,
hvori de ere skrevne, have mindst Skyld deri;
men i ethvert Tilfælde er hans Udtalelse
mærkværdig som et Vidnesbyrd fra en litterær Colorist
til Fordel for Stilens Rationalister, mellem hvilke
Mérimée i dette Aarhundrede utvivlsomt er en af
de første. De bedste af hans Værker ere
Monumenter. Sjeldent ere i Verdenslitteraturen smaa
Prosa-Arbeider bievne udførte i saa stor en Stil.
Det er Sagen selv, som staaer for En i det
skarpeste Sollys uden nogensomlielst
Følsomheds-Taage omkring sig. Det vilde være urimeligt at
skatte den billedrige Prosaist mindre høit, fordi
hans Billeder tabe sig ved Gjentagelse; man kunde
lige saa godt lægge en Componist det til Last at
hans Melodier ved at spilles paa alle Lirekasser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
