Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXV. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fra de andre Yngre, snart endog fra Hugo, og
bliver for lang Tid Ungdommens Afgud.
Romantismen havde fra først af liavt et
historisk Hang t de Vigny, Hugo, Balzac, Mérimée
stræbte at give Frankrig den historiske Roman,
af hvilken England var stolt; Vitet, Mérimée,
Alexandre Dumas, de Vigny, Hugo stræbte at
skabe et historisk Drama i Tragoediens Sted.
%
Den historiske Roman fortrængtes hurtigt af den
moderne Roman i dennes forskjellige Former hos
George Sand, Balzac og Beyle, og det historiske
Drama trængtes ligeledes snart tilbage; det var i
- Reglen enten for tørt som hos Vitet og Mérimée
eller for lyrisk-overspændt som hos Hugo. I
Regelen havde Digterne størst Held med sig paa
Scenen, efterat deres første Ungdoms
Lidenskabelighed havde udraset. Der kom et vist Tidspunkt i
Fyrrerne,hvor der ikke blot stod en Ecole de bon
sens udenfor den romantiske, men hvor der
indenfor Romantismens Kreds i Digternes Liv indtraadte
en Periode <-de bon sens». Det var paa den Tid
at Alfred de Musset skrev sine smaa vidfulde
dramatiske Indlæg for Fornuften og Ægteskabet, og
George Sand sine fredelige Romaner og
Bondenoveller. Medens Hugo steg stedse høiere som
lyrisk Digter, ledede Gautier Romantismen i
Retning af den plastiske Kunst. Balzac udviklede
den i fysiologisk, Beyle i folkepsychologisk og
analytisk, Mérimée i historisk Retning, Sainte-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
