Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
Hun foldede hænderne, og Ragna saa,
at den ene sorte hanske slog en stor,
graa-hvid spræk. Hun blev siddende og stirre
paa den sprækken, ængstelig, naar Karen
vendte ryggen til, at liun ikke skulde faa
øie paa den igjen, og der blev som et tomt
rum om hende, hvor Karens stemme lød
underlig tør og alene.
«Kan jeg gaa ud paa gaden og raabe
det ud kanske, at jeg skal have et barn, at
jeg har lov til det, fordi han, jeg elsker, er
far? Jeg kan ikke, kan ikke, fordi
skammen vidner indi mig, at det er ikke ret og
ikke lov og blir det aldrig i verden.»
Ragna hørte sin egen stemme spørge,
stille og hverdagslig: «Kan dere ikke gifte
dere?»
«Kan,» kom det liaanende, «naturligvis
kan vi, paa gjæld og elendighed. Kjære, jeg
kan gaa til en doktor jeg, Knut foreslog det
selv — bli kvit hele greia, — men jeg gjør det
ikke, aldrig i verden,» stemmen slog om i
skjælvende oprør, «jeg er daarlig og feig, men
jeg skal vise ham, at saa daarlig, saa feig
er jeg ikke. Og tror du, jeg vil hænge mig
paa ham — med det, med det, jeg venter,
stænge hele hans fremtid, lade ham trælle —»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
