Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Når vi døde vågner. En dramatisk epilog i tre akter - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IRENE
(åndeløs).
Sig mig straks, hvad du har gjort ved barnet!
PROFESSOR RUBEK.
Jeg skal sige dig det, hvis du vil sidde og høre
rolig efter hvad jeg siger.
IRENE
(gemmer kniven).
Jeg skal høre så rolig, som en mor kan, når
hun -
PROFESSOR RUBEK
(afbryder).
Og så skal du ikke se på mig, mens jeg fortæller.
IRENE
(flytter sig hen på en sten bag hans ryg).
Her sætter jeg mig bag ved dig. - Fortæl så.
PROFESSOR RUBEK
(tager hænderne fra øjnene og ser hen for sig).
Da jeg havde fundet dig, vidste jeg straks, hvorledes
jeg skulde bruge dig til mit livsværk.
IRENE.
"Opstandelsens dag" kaldte du dit livsværk. -
Jeg kalder det "vort barn".
PROFESSOR RUBEK.
Jeg var ung dengang. Uden al livserfaring.
Opstandelsen, syntes jeg, måtte skildres skønnest og
allerdejligst som en ung, uberørt kvinde, - uden et
jordlivs oplevelser, - og som vågner til lys og
herlighed uden at ha’ noget stygt og urent at skille
sig af med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
