Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Artikler og taler: - Om kæmpevisen og dens betydning for kunstpoesien (1857)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spaniere og Franskmænd. Ingen af disse nationer
besidder en folkepoesi, der svarer til vore
kæmpeviser. Disse sydlandske folk digtede ikke selv, de
havde sine digtere og sangere; sydboen lod sig og
sin fortid forherlige gennem sine kunstnere,
nordboen forherligede sig selv; sydboen lod sig besynge,
nordboen var selv både digter og sanger. Ariost,
Tasso, Cervantes, Calderon osv. stod over deres
landsmænd og i en viss forstand også over deres
tid; den nordiske digtning derimod udsprang som
en naturlig frugt af tidens overfylde; den blev et
udtryk for det rigeste og bedste folket har i sit
eget indre, - og heri ligger den store forskel. I
hine Sydens digtere var ligesom deres hele nations
digteriske evne koncentreret, og folket blev
ligeoverfor dem kun en tærende stand, tilhørere, ikke
medarbejdere. I dette passive forhold til kunsten hos
Sydens folk ligger også blandt andet grunden til, at
plastiken dersteds fremtræder som en så væsentlig
kunstform; billedhuggeren og maleren giver så
omtrent et helt og holdent, et håndgribeligt udtryk for
den tanke, der foresvævede dem; de fordrer, for at
forstås, rnere beskuelsen end egentlig selvvirksomhed
hos betragteren. Det samme gælder også for en stor
del om den dramatiske kunst. Ingen af disse
kunstformer er derfor i egentligste forstand bleven
national hos os; nordboen finder sig ikke ganske
tilrette indenfor disse skranker, hvor han ej efter egen
lyst kan bygge videre paa det allerede givne; han
vil ikke se sine fantasifostre, sine egne begreber og
forestillinger gengivne fuldfærdige med kød og blod
fra nogen andens hånd, han kræver kun omridsene
til tegningen, selv vil han lægge sidste hånd på
værket, alt efter sit eget behov; han vil ikke som
sydlændingen, at kunstneren skal pege hen på sit
værk og vise, hvor centrum ligger, - centret vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
