Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
vedligeholdt sin Tilverclse, som et eget Folk og Sprog, uforvcmdsket og
uforandret, som de Fjelde, fra hvilke det lyder, har det modstnaet Dde
leggelsen og er et nf de erverdigste, vigtigste og mest indholdsrige Min
desmerker, der nogensinde er ovbcvnret, og, som i Alder ssger sin Lige;
en hellig Relikvie fra vort Fedrenelcmds fjerneste Hedenold, et endnu le
vende, et endnu talende Vidnesbyrd om og fra dets engang lykkeligere
og bedre Fortid, der alene som saadant har Fordring pan vor Agtelse
og nt bevares og reddes fra Undergang. Til denne dybcre Kundstab og
til dette dybere Indblik i Sproget og Folket kommer man vist nok ikke
forinden efter en lengere Leden og Grcmsken. Kjernen, den agtverdigste
Del af Folket, frembyder sig ingenlunde til Skue paa Hcmdelsstedcrne og
de alfare Veie. I en Rekke nf Aar maa man fslge Nomaden paa hans
Vintcrvcmdiinger, delende hans Telt og hele hcms.Levemaade med ham;
om Sommeren mna man ogsnn se ham, forladt nf sin Hjord, som en
Fremmed og som en Gjest vanke om Pan Ishavets Strande; Elve- og
Sssinnen maa ligeledes opssges i sit Hjem, saavel ved Havets Bredder,
som i det Inderste nf Fjordene og Elvene. Dn fsrst, men ogsta da de
sto umiskjendeligere, desto mere lsnnende og til fortsat Leden og Ssgen
opmuntrende udfolder og udvitler sig Sprogets og Folkets skjulte ukjcndte
Indre. Sproget er dybt acmdigt og poetisk, der rsber sit orientalske Ud
spring. Sproget er Aandens, den individuelle karakteristiske Ncmds, det
individuelle, karakteristiske Menneskelivs Udtryk, og denne Aand, dette Liv
man kveles, nåar Sproget stal ophsre nt vere blandt de Levendes Tal;
dette kan ikke med Tvang udryddes, uden at gjsre Vold paa Naturen,
det er, paa Guds Skabning. Ikkuns Gud tilkommer det at lade et Folk
og dets Sprog ophsre at vere blandt de Levendes Tal her paa lorden
hvilket da fsrst ster, nåar det her paa lorden har opfyldt sin
forelsbige Bestemmelse.
I sin „Reife i Dst- og Vestfinmarten" siger Professor Keilhau Side
65: „Sproget er bledt. Jeg har neppe hsrt noget Vlsdere i Ord og
Tone, end engang en Fin sagde til sine Medstydsende, der disputerede om
et Menneske, vi saa langt inde paa Landet; nei, det er ingen Normand,
det er en Same. Det forekom mig, nt ikke alene den sinste Karakters
hele Mildhed vnr nfpreget i disse Ord, men at de tillige udtrykte det hele
Forhold mellem begge Nationer".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
