Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schack von Staffeldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Al-Enheden blev hans Religion, ialtfald hans poetiske
Religion. Hvor han i det enkelte Fænomen fandt Altet
gjenspejlet, eller hvor hans grublende Tanke kunde
aflokke Altet et Enhedens Symbol, der begejstredes
- nej, der kaldtes han af Spekulationens Muse
til Sang, en kølig, kydsk, krystalformet poetisk
Omskrivning af filosofisk Tænkning, svævende over
det haandgribelige Liv som Platons Ideverden over den
virkelige. I Meget mødtes han her med Romantikernes
Higen efter at løse Naturens dunkle Gaader ved
et befriende Ord, men den Side, som Romantiken
vendte mod Folkelivet: dens Sands for Folkeminder,
Folkesang og fjern Historie, blev Schack Staffeldt
aldrig ret fortrolig med, om han end har forsøgt at
tilegne sig den, og da den danske Romantiker, hvis
Sang lød samtidig med hans, just havde sin Styrke i
og vandt sin store Indflydelse ved det faste, sikre
Stade, han strax tog i Folkelivet, blev Staffeldt
paa dette Punkt fuldkommen overstraalet, upaaagtet,
tilsidesat, medens hans ejendommeligste Digtning,
den spekulative Poesi, allerede ifølge sit Væsen
ikke var skikket til at vinde Tilhængere i et Folk,
der saa at sige skulde erobres tilbage for Kunsten
og derfor, ligesom Barnet, maatte lokkes med dybe,
kraftige Farver, men ikke havde Sands for at drages
af de rene Linieomrids. Schack Staffeldts Digterliv
var derfor fra først til sidst en oprivende Splid i en
højtbegavet, idealt skuende Aand, der vilde betro sin
Samtid Tilværelsens dybeste Løndomme, men aldrig kunde
faae den i Tale, fordi hans Ord lød som fra en fjern
Egn og kun mødte dens Øre som en utydelig Hvisken;
en Splid fremdeles mellem en haardnakket Beslutning om
at ville digte i et kun tilegnet, ikke medfødt Sprog,
og den uundgaaelig svigtende Evne til at kjende dette
Sprogs inderste Hemmeligheder, saaledes som Digteren,
særlig Lyrikeren, maa kjende dem, for at Ordets
fineste Afskygning kan give Følelsens og Tankens
Nuance det eneste rette Udtryk; endelig - og ikke
mindst smertelig - en Splid mellem Digtertilværelsen
og den praktiske Embedsgjerning, Schack Staffeld
troede at kunne forene med sin poetiske Virksomhed,
uden at forurette nogen af dem, indtil han for sent
indsaa denne sit spildte Livs Vildfarelse og maatte
istemme »Den unge Digters Klage«:
Stort, af tvende Verdner, var mit Rige,
grændseløst mit Levnets Udkast var;
snart jeg saaes i Kunstens Flugt at stige,
snart jeg, styret, Borgerlænker bar;
gjennem Fantasi og Trællevane,
gjennem Jord og Himmel gik min Bane.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
