Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Momenters højere Begrebsenhed - denne Ideens
Udviklingsgang anvender Heiberg paa Digtningen i
Almindelighed, paa Oehlenschlägers Poesi og hans Geni
i Særdeleshed. Kun med Resultaterne i sidstnævnte
Henseende have vi her at gjøre. Idet Heiberg da
- med en Tilknytning til en Ytring i Digterens
Modskrift - bemærker, at Oehlenschläger hverken er
en stor lyrisk eller en stor episk Digter, hævder
han, at han er stor i den Digtart, som staaer paa
Grændsen mellem det Lyriske og det Episke og betegner
Overgangen af hint til dette, en Digtart, som man
af den Grund kan kalde den lyrisk-episke eller -
med eet Ord - Romancen. »Romancen er Grundvolden for
Oehlenschlägers hele poetiske Geni; det er den Spire,
hvoraf alle hans Værker have udviklet sig; og hvilke
og hvormange end de Fag ere, hvori han har digtet,
i dem alle er han trængt saa dybt ind, som Romancens
Vinger kunde bære ham, men heller ikke længer.«
Dette gjælder ogsaa for hans dramatiske Digtnings
Vedkommende. Den dramatiske Poesi er Enheden af
den lyriske og den episke. Men Maaden, hvorpaa det
Lyriske og det Episke ere forbundne, eller Maaden,
hvorpaa deres Enhed er dannet, bestemmer igjen en
tredobbelt Udviklingsgrad af den dramatiske Poesi,
nemlig en umiddelbar, en reflekteret og Enheden af
begge, i hvilken sidste Enhed først Ideen af det
Dramatiske er realiseret. I det umiddelbare Dramas
Sfære, som i Grunden ikke er Andet end Romancens egen,
kun noget mere udviklede Sfære, har Oehlenschläger
frembragt to Mesterværker, det ene i lyrisk Form:
»Sanct Hansaften-Spil«, det Andet med Overvægt til
den episke Side: »Aladdin«. Højere op imod Dramaets
Ide - her tales kun om det æsthetiske Begrebs
Udviklingstrin, ikke om Værkernes selvstændige
poetiske Værd (skjøndt Fuldkommenheden i den ene
Henseende er betinget af Fuldkommenheden i den anden)
- er Oehlenschläger naaet i »Baldur hin Gode«, der
som Tragedie i den antike Betydning af Ordet danner
Modsætningen til det umiddelbare Drama. Digterens
senere Tragedier ere imidlertid ikke Tragedier af
samme Kategori som »Baldur«; Heiberg betegner dem
som Sørgespil og paaviser i en udførlig Deduktion
deres Plads i Digtarternes Følgeorden, hvorhos han
udleder deres Svagheder af Oehlenschlägers Mangel
paa Ironi eller med andre Ord paa den Besindighed,
hvormed Digteren skal omfatte sin Inspiration, idet
han staaer over og behersker den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
