Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Decenniets politiske og litteraire Strømninger afspejle sig
i Digtsamlingen. Da Bjørnson 1872 anbefalede at »forandre
Signalerne« overfor Tydskland, tilraabte Hostrup ham:
Ja, kan dit Ord faae Ørnen bort, den stærke,
der troner nu paa Jyllands Ryg,
at over Mark den danske Lærke
igjen kan kvidre fri og tryg,
saa, gjæve Nordmand, skynd Dig, tal!
skaf bort det sorte Krigssignal!
Digtet suppleres af det paa samme Tid skrevne »Til de
danske Sønderjyder«. I Anledning af »Fædrelandets«
Holdning overfor den provisoriske Finanslov 1877
indrykkede Hostrup i »Dansk Folketidende« et Digt
til Ploug, hvem han beder tænke paa den af ham
selv besungne »Tolvaars-Knægt i Lærredsbuxer og
Vadmelstrøje« og spørger:
Blev Dig hans Vadmel grovt og grimt?
Synes Dig Straalen i Øjet bleget?
Var det i hans, der sluktes Glimt?
Var det ej før i dit eget?
Ploug svarede med Digtet »Tak for din Hilsen, min
gamle Ven, med manende Vemodsrøst« og forsikrer ham:
Jeg staaer, hvor jeg altid stod før,
som Skildvagt paa Volden »mod Jætten og Trolden« og tænker ej
at gaa min Vej,
før man til Graven mig kjør.
Ved Plougs 50 Aars Studenterjubilæum to Aar efter skrev
Hostrup en af Sangene og sluttede den med de djerve Strofer:
Tiden gaaer, og Kampen flyttes,
altid hvor dens Bølger mødtes,
var han med til ind i Høst,
kæmped uden Skjold og Hjelm,
la’ ej Fingrene imellem,
hugged til af Hjertenslyst.
Slog han fejl i Vaabenbraget,
altid var dog Marv i Slaget,
altid følte man iløn:
ej han stred for Gunst og Gave,
men for Thyras Blomsterhave
som sin Moders gjæve Søn.
Sin Sympathi for aandelig Bevægelse overhovedet udtalte
Hostrup ved sin til et Rusgilde i Studentersamfundet
skrevne »Vise om Andemad«. Han begynder med at udtale
sin Glæde over Alt, hvad der er grønt - dog med
Undtagelse af Andemaden, der »hvergang en Strømning gaaer
istaa strax sig drømmer ovenpaa«. Og han fortsætter:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
