Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Ja, vi maa jo efterhaanden komme dertil, at hvert
Menneske selv bestemmer, hvorlænge han vil leve. Det
vil blive ligesom naar man bestemmer sig til at tage
en Kone - ikke Spor af mærkeligere.«
De Andre lo ikke engang, de bifaldt blot og drak af
deres Glas. Og Giovanni [o: Johannes], som havde hørt
den mest fremskredne Visdom tale, rejste sig og gik hjem«.
Det første æsthetiske Udslag af den nyvundne
Erkjendelse var Fortællingen »Den yderste Dag«,
1897. Den er skreven om en af Personerne fra »Livets
Træ«, Digteren Niels Graff, og fælder Dommen over hans
Egoisme. Han har efter nogle Aars Ægteskab forladt
Kone og Barn, og Grundene til dette Skridt udreder han
(i »Livets Træ«) saaledes:
«Jeg rejser, fordi jeg ikke kan holde ud at være i
Ægteskab længer. . . Aa, hvis Du vidste, hvor jeg har
lidt i disse mit Ægteskabs Aar under Huslighedens
Kvaler. Spisestuen, Barnestuen, Kjøkkenet sivede
som et stigende Vand ind i mit Værelses Fred og
mit Arbejdes Helligdom . . . Tænk Dig at være
indrulleret i den fattige Borgerligheds store
Legion! Tænk Dig den Plage at bo i en dum Lejlighed,
indrettet efter Grossererfornødenheder. Tænk Dig
at have Tjenestepigevrøvl, at høre paa Hussladder,
at pines af Urtekræmmerregninger, der skal betales,
og Leje, der forfalder, og Afdrag, der skal erlægges
til Tid og Time ... I min Hjerne fødtes aldrig mere et
blankt Billede eller et straalende Ord; mine Tanker
materialiseredes stadig mere og mere, fik stadig
vanskeligere ved at antage deres Astralform.«
Der ligger i Skildringen af denne Tilstand et
Bevis for, at Forfatteren har følt og forstaaet
den, maaske endog sympathiseret med den nerveuse
Digters Raisonnement. Nu - i »den yderste Dag« -
er det helt anderledes. Niels Graff stilles under
Pligtens Belysning, og i sin Dødsstunds Fortvivlelse
seer han sit forspildte Liv glide sig forbi som
en Kjæde af selvsyge Handlinger, uden at han som
Adkomst til Naaden kan pege paa et eneste Offer,
bragt noget andet levende Væsen i Kjærlighed. Men
da hans Sjæl staaer foran Evighedens Port og skuer
ind i dens skinnende Uendelighed og han blandt dens
Skikkelser seer sin Moder og sin Hustru og sit lille
Barn - da falder han paa sit Ansigt, anraabende om
Tilgivelse. »Og med ydmyg Fred føler han sig frelst -
overgivet til det hvide Lyses smerteligt lutrende Magt
- dragen langt borte fra ind mod det evige Livs Sol,
mod Jesu Hjerte«.
Som Joh. Jørgensens Prosa i denne Fortælling har en
dybere, mere høstlig moden Farve end i nogen tidligere,
saaledes ogsaa hans Poesi i de 1898 udkomne »Digte«.
Samlingens Indhold omspænder Tidsrummet 1894-98 og
begynder med alvorsfulde, endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
