Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - De indre Forholde - De kirkelige Embeder - Naadegaverne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 74 Kristensorfvlgelsernes Tid-
fra ham og handlede paa hans Vegne. De blev valgte af Biskopen med Menig-
hedens Billigelse og havde at hjælpe ham med Sakramenternes Forvaltning, Ordets
Forkyndelse og Sjælesorg inden Menigheden.— Diakonernes Gjerning var først
og fremst at pleie Syge og Fattige, men de fik ogsaa efterhaanden Del i de guds-
tjenstlige Handlinger og Forsamlingsstyrelsen· De var Biskopens Fortrolige, fulgte
ham paa Reiser og var hans Ombud paa Synoderne. Diakoniss erne ofrede sig især
for de Syge og Fattige Af lavere kirkelige Embedsmænd nævnes Subdiakon er ne,
der bistod Diakonerne, og Lektorerne, der ved Gudstjenesten læste op de længere
Bibelafsnit og forvarede Haandskrifterne af de hellige Bøger. Fremdeles omtales
Exorcisterne med Gavetil at besværge onde Aander; de læste Bønner for de Be-
satte og tog sig af saadanne, som vi nu vil kalde Sindssyge. Henimod Slutningen
af det tredie Aarhundrede nævnes ogsaa Akolutherne; de var Tjenere, som
assisterede Biskopen ved Gudstjenesten, bar Lysene ved Prvcessioner og var hans
særlige Ledsagere og Opvartere. Endelig kommer Dørvogterne ved Menighedens
Forsamlingshuse og de saakaldte Fossore s eller Gravere ved Katakomberne.
Med Hensyn til Embedsdragt, saa brugte man den romerske Toga, men allerede
fra Constantins Tid begyndte Presbvterne under Gudstjenesten at bære de nu-
værende Messeskjorter· Biskop Sylvester af Rom paa Constantins Tid ind-
førte den saakaldte Dalmatica, der oprindelig var brugt af Aristokratiet i Dal-
matien; den svarede til vort Messehagel· J Modsætning til Geistlighedens ,
eller de Aandeliges Stand benævntes de almindelige Menighedslemmer for Læg-
folket. De gav Førstegrøde af al sin Eiendom til Menigheden og ydede maaned-
lige Bidrag til dens Kasse. Af disse indkomne Gaver blev de Fattige forsørgede;
Prestestanden lønnedes med frivillige Gaver og tildels ogsaa med maanedlige Beløb af
Menighedskassen. De faa Menigheder, som i dette Tidsrum gav Geistligheden fast
Løn, blev lastet derfor; man holdt strængt paa, at de skulde lønnes med frivillige
Kjærlighedsgaver for sit Arbeide i Menigheden· Det lader ikke til, at Biskoperne i
det andet og tredie Aarhundrede indtog nogen særlig social Stilling i Samfundet.
Efter Pauli Eksempel havde de ofte en jordisk Livsgjerning ved Siden. Der
omtales saaledes Biskoper, som var Faarehyrder, Vævere, Skibsbyggere, Læger eller
Handelsmænd, og der blev ikke lagt dem Hindringer iveien herfor; dog maatte de
ikke »kjøbe billigere eller sælge dyrere end andre.« Senere ophørte dette af sig selv
og var forresten i store Menigheder med meget Arbeide umuligt at praktisere.
Uaddegaverne
« en Rigdom af Aandens overordentlige Naadegaver, som den apostoliske Tids
· Menigheder var udrustet med, aftog allerede i Slutningen af det første
. ,;;:- 7 Aarhundrede. Naadegaverne forsvinder dog ikke, men lever i de Troendes
G- JForsamling ogsaai Martyrernes Tidsalder, dog er deres Fremtræden
mere spredt og svag og ikke præget af den Renhed og Kraft, som i Kirkens Grund-
læggelses Tid; den er kun et Gjenskin af Herligheden og Mangfoldigheden i hin
Menighedens første, friske og rige Vaar. Underet fortsattes as den simple Grund,
at de Omstændigheder, der havde gjort det nødvendigt, ogsaa vedbliver. Det var
bestemt til paa en udvortes Maade og som et gribende Symbol at udtrykke det
overordentlige og overnaturlige Præg, der ledsager Kristendommen; i det væsentlige
var det knyttet til den Tid, da Kirken blev grundlagt og stiftet; saaledes var det
endnu paa sin Plads i den forfærdelige Kamp i det andet og tredie Aarhundrede,
under den store Rystelse i den sædelige Verden, hvor Mørkets Magter syntes at være
løsladte. Derfor maa det antages, at det igjen kan træde frem paa en Tid, da der
skal finde Sted en lignende Omvæltning, og den sidste Kamp skal foregaa mellem
det Ondes og Godes Rige.
Vi vil høre nogle af Kirkefædrenes Udtalelser om de overordentlige Naadegaver
i Martyrtiden. Justinus skriver i sin Apologi: »Mange af vore Folk har ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
