Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bøjelig til at sætte en af hans Samtidige jævnsides, ja over ham. Det er Carl
Loewe1), i hvem man i Tyskland ofte har villet se en større
Balladekomponist end Schubert.
Den Musiker, der først skrev Ballader var Johannes Budolf Zumsteeg
(1760—1802), som med ikke ringe Talent, men selvfølgelig med sin Tids
Udtryks-maade, skrev Musik til Digtninge som Burgers Leonore o. lign.
Schubert selv har komponeret adskillige Ballader, saaledes Erlkönig, Der
Toucher, Ericartung o.£1., men der er rejst den æsthetiske Indvending imod dem,
at de ikke er holdte i en episk malende Stil, men derimod er udpræget dramatiske
eller lyriske, og navnlig er det gaaet ud over Erlkönig. Overfor denne
Komposition har man hævdet Manglerne i Henseende til Skildringens Anskuelighed
og Sanddruhed, henvist til at den fortællende Stil ikke er holdt og anket over,
at de optrædende Personer ikke er tilstrækkelig skarpt adskilte og at navnlig
Elverkongen er skildret for menneskelig tillokkende og ikke „blodløs”
spøgelseuhyggelig. Disse Indvendinger faar staa ved deres Værd. Et Faktum er det i
alt Fald, at Schuherts geniale Musik har stillet alle Medbejleres i Skygge,
lige-saavel Reichardts som Loewes; men paa den anden Side maa det erkendes, at
den sidstnævnte i højere Grad end Schubert ejede en særlig fremtrædende Evne
til at skrive i Balladestil. Han anslaar i Sangstemmen en bred Folkevisetone og
giver i Klaverledsagelsen med Fastholden af et eller andet plastisk Hovedmotiv
en ofte meget fantasifuld Skildring af Begivenheder og Situationer. Men Loewe
besad ikke paa langt nær den Umiddelbarhed og det rige musikalske Indhold som
Schubert. Hans Ballader falder derfor ikke sjælden noget tørt og reflekteret, og da
hans musikalske Begavelse savner Oprindelighed og har sin bestemte
Begrænsning, træffer man tidt paa døde, banale Afsnit eller paa ret trivielle
Melodiformer, undertiden opstaaede under Indflydelse af italiensk Musik. Trods sin
episke Fantasi bevæger Loewe sig i det hele i en langt mere borgerlig Sfære
end Schubert og er dog samtidig mere Poseur end denne, mere søgt i sine
Indfald. Det er sikkert træffende, naar Ambros bemærker, at Loewes Mangler
og Særheder stammer noget fra, at han levede et ensomt Liv i en lille Stad,
overvurderet af sine Nærmeste (og sig selv vistnok ogsaa) og fjærnt fra de store
Musikcentre. „Han var en Digter, men med et vist professoragtig, smaaborgerligt
Drag”. Imidlertid betegner hans Ballader, af hvilke de bekendteste er: Erlkönig,
Archibald Douglas, Der Nöck, Oluf, Die Uhr (hyppigt sunget, men i Virkelighed ret
ubetydelig), Edward, en lille særlig Enklave i Aarhundredets Musik, og det er da
med god Ret og udpræget Held, at fremragende Sangere har søgt at kalde dem
til Live igen i Koncertsalen.
Ejendommelig for Loewes Ballader er den ægte romantiske Sammenstilling
af det overnaturlige (for Spøgeri og natlig Uhygge har Loewe ofte højst
fantasifulde Udtryk) og det naivt folkelige (Eredericus Rex)’, han staar her som
Marschners Forløber og Jævnbyrdige. Mest betydelig og moderne synes Loewe,
naar han i sin digteriske Trang til at finde det rammende Udtryk ganske sætter
sig ud over formelle og æstetisk skønne Hensyn, saaledes i Balladerne Die Glocken
zu Speyer eller Der Pilger zu St. Just, der rummer virkelig geniale Træk.
Loewe, der fødtes 1796 og døde 1869 i Kiel, og som sine fleste Aar virkede
i ret beskedne Stillinger som Musiklærer, Organist og Dirigent i Stettin, skrev
ogsaa Operaer, Oratorier, Symfonier m. m., men kun hans Ballader lever.
’) Jfr. Heinr. Bultbaupt: C. Loetve i Samlingen: BerUhmte Musiker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
