Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tid, hvor en anden Kunstretning lærte, at efter Beethovens „Niende"
kunde ingen Symfonier skrives, fremstod Brahms og viste
haand-gribelig, at dette meget vel lod sig gøre. — Af alt dette forklares
den Vægt, der efterhaanden tillagdes Brahms’ Værker og den Iver,
hvormed saa mange unge Musikere fulgte hans Spor. Det er værd
at lægge Mærke til, hvormange af vore Dages Komponister der
ialt-fald i en Periode af deres Udvikling har været Brahmspaavirkede.
Men naar man har klargjort sig dette Forhold: hvorledes Brahms
er en væsentlig tilbagegribende Kunstner, der — for stor en
Personlighed til at blive Efterligner eller Epigon i dagligdags, mest
nedsættende Betydning — særlig støtter sig paa Fortidens Kunst (og
det ikke alene paa Beethoven men ogsaa paa Bach, Handel, Haydn,
ja den middelalderlige Kunst) og stræber at genføde denne ældre
Kunst i moderne følte og udførte Værker, da synes visse Partigængeres
Bestræbelser efter at spille ham ud mod Rich. Wagner, at opstille
Brahms som Modpave mod hin, saare lidet velbetænkte — ligesom
Tiden da ogsaa har vist. hvor uholdbare de var. Brahms havde
ganske Ret, da han i Ord (der, enten de var ment mere eller mindre
bogstavelig, ihvertfald var kloge), sagtmodig omtalte Wagners
uforsvarlige Angreb paa ham omtrent saaledes: Han gaar jo nu ad den
store, brede Landevej, hvorfor kan han da ikke lade mig i Fred,
der kun ønsker at vandre min egen lille Sti? — 1 Virkeligheden har
de to Kunstnere intet med hinanden at gøre. De kan ikke skade
hinanden eller gensidig begrænse hinandens Virkefelt, fordi de paa
intet Punkt berører hinanden. At den ene af dem var et næsten
alt omfattende og beherskende Geni, der med mægtig, ofte
hensynsløs Energi omskabte Dele af Kunstens Verden — et dramatisk
Naturel, medens den anden var en stille indadvendt, dybt følende
og højt udviklet Musiker ganske uden Trang eller Ævne til
Omvæltninger — en lyrisk Natur, er et Faktum, der endmindre
forklarer eller undskylder den ukloge og skadelige Brug, Kunstpolitiken
en Tid lang har gjort af Brahms’ Navn. Naar man alligevel ikke
kan gaa uden om Sammenligningen, er det, fordi den er blevet
historisk, dels ved den bekendte Erklæring, som Brahms udfærdigede
i Forening med Joachim, Bernh. Scholz og Grimm mod den
„nytyske" Retning, dels navnlig ved Hanslick og hans Kritikerskoles
Udnyttelse af Brahms contra Wagner. Men naar dette historiske
Faktum er nævnt og dets Meningsløshed fastslaaet, behøver man ikke
heller at dvæle længere derved.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
