Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som skjuler sig dybest i Forholdet mellem Mand og Kvinde. Han,
som Hedvig, gaar et sørgeligt Liv imøde, og Døden er for dem
den eneste mulige Lykke. "Den lille Stakkel, der syntes baaret
paa de varsomste Hænder, staar med en Gang forladt med sin lille
Krykke mellem nogle voksne fremmede Mennesker, som bruger ham
i deres eget Liv, — dels som den, der igrunden er iveien, og dels
som den, der skal fuldbyrde noget, en anden ikke har magtet; de
holder krampagtigt paa ham, og alle deres Tanker samler sig om
ham, fordi han hører til deres eget Liv; men selv staar han midt
i alle disse sterke Følelser som et ensomt mishandlet Barn.
Da kommer Døden glidende ind; og det forekommer mig, at
den aldrig er kommen i nogen deiligere Skikkelse... Hør, hvad
Rottejomfruen siger. Saa underfundigt dybt er Ordene lagt, at
mangen kan sidde og tro, der tales om Rotter og Mus. — Men den,
som har faat Skrækken i Blodet, han vil høre, hvorledes det vinker
gjennem hendes Ord til alle de smaa mishandlede Væsener, som
ikke elskes for deres egen Skyld, — ikke blot i de fattige og
overfyldte Barnekamre, men helt op til de lykkeligste og mest
forkjælede."[1])
I dette Drama er det ikke Sjælestudiet af Personerne, som
særlig fængsler os. Ingen af dem virker betydelig. Allmers er
en svag, passiv, grublende Natur; han minder lidt om Johannes
Rosmer. Rita staar ganske anderledes tydelig og udpræget; hun
er den enkle, varmblodige, lidenskabelige Kvinde, en sand og
levende Skikkelse, men uden dybere Interesse. Stykkets eneste
eiendommelige Figur er Rottejomfruen, en moderne,
virkelighedsfundet Inkarnation af den af saa mange Digtere besungne Fløitespiller fra Hameln. IBSEN har i den Scene, hvor hun optræder,
med de enkleste Midler frembragt en angstfuld Uhyggestemning.
Som et stort, koldt Skyggestreif slaar her ind over os den Følelse
af Død og Undergang, hvoraf Stykket er oprundet. Undres paa,
om ikke netop dette Optrin har foresvævet Digteren, da han
undfangede Idéen til "Lille Eyolf."
Det dybest værdifulde i Stykket er dets vemodige Forstaaelse
af, hvordan Tiden tumler med Menneskenes Følelser, omskaber,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
