Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knut Hamsun.
95
Han svinger uafladelig mellem Dostojefskij og — Mark Twain. Med
den store Russer har han tilfælles den lidenskabelige Interesse for
alt det enkelte, det forsvindende smaa og ubevidste i Sjælelivet.
Af ham har Hamsun lært Kunsten at skildre den skjælvende sensible
og sensitive Mennesketype: dette Væsen, som er viljeløst
voldgiven hvert nyt Indtryk, hver skiftende Stemning, Men han eier
ikke et Glimt af den religiøse Ærefrygt for og Hengivelse til alt
menneskeligt, som er Kjernen i Dostojefskijs Digtning. Han er
som Psykolog aldrig naaet op mod de af ham foragtede ældre
Skribenter. Som Artist og Lyriker har Hamsun ydet det ypperste.
Men han skylder os endnu den Dag idag den sjælelige
Livs-skildring, som han i sin Tid bebudede som sin Indsats i Litteraturen.
Den Forfatter, som paa denne opsigtsvækkende Maade var
traadt frem som en ny Tids Pioner i vor Bogverden, havde allerede
et høist mangfoldigt og bevæget Liv bag sig. Knut Hamsun er
født den 4de August 1860 i Lom i Gudbrandsdalen. Han tilhører
en gammel Bondeæt, i hvilken flere Slegtled skal have havt
kunstneriske Anlæg. Farfadereii var Kunstsmed. Forældrene sad i
smaa ’’Kaar; — da Gutten var fire Aar gammel, flytted de til
Lofoten. I |Nordlandenes vældige og vilde Natur voksede den
vordende Digter op som en sky og grublende Særling. Nogle
Aar tilbragte han hos en Onkel, som var Præst. Herom
har han fortalt følgende: „Det var en haard Tid for mig,
meget Arbeide, meget Bank og sjelden eller aldrig en Time til
Leg og Fornøielse. Saa strengt som min Onkel holdt mig, blev
det lidt efter lidt min Glæde at stikke mig bort og være alene;
fik jeg en sjelden Gang en Fritime, begav jeg mig da ind i
Skog-marken, eller jeg gik op paa Kirkegaarden og vandred om mellem
Kors og Plader og drømte og tænkte og talte med mig selv. —
Præstegaarden laa overmaade vakkert til, lige ved Havstrømmen
Glimma, en mægtig og stenet Strøm, hvorfra Bruset lød Nat og
Dag, Nat og Dag. . . Oppe paa en Bakke laa Kirken og
Kirkegaarden. Kirken var en gammel Korskirke af Træ, — jeg ved
ikke, om den staar endnu, jeg har ikke været hjemme paa over
tyve Aar. Og Kirkegaarden var uden Plantninger og altid uden
Blomster paa Gravene; men lige ved Stenmurene pleied der at
vokse de frodigste Bringebær, en stor og saftig Frugt, som stod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
