Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Collett Vogt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nils Collett Vogt. 151
Nu mørkner langsomt det over Hav;
alt Bølgernes Toppe stiger
som hvide Vinger af Mørket frem,
mens rundt mig saa hæst det skriger.
Hvem er det vel, som vort Kjølvandsspor
trut følger til siste Ende? —
De tabendes Hær! — Jeg vidste nok,
dens Røster jeg skulde kjende!
Thi ei har andre Venner jeg havt,
saa langt jeg kan se tilbage,
end dem, som tabte i Livets Krig
og maatte af Kampen drage.
Og nogle var det, som gik til Bunds,
mens andre saa fjærnt fra Lande
med Smærteøine, med hæse Skrig
støt frister de salte Vande.
Trods Tænders Gnidsel, trods Nætters Graad
paa Jord de aldrig vandt Fæste. —
Sig, hvorfor skal det bestandig gaa
just slig med de allerbedste. —
Helt menneskelige paa Jord de var!
Og derfor har mange Gange,
mest dog i Storm, deres Nødskrig lydt
som truende Seierssange.
I det selvbekjendende Slutningsdigt Det dyre Brød
harmoniseres disse Stemninger til en hel Samklang:
Jeg- bryder dig mit Brød, som kjøbt
for mine Tankers Sæd jeg har,
den Livssæd, tidt af Stormen knækt,
nys dog i Digt paa Digt jeg skar, —
stolt jeg idag dig bryder.
Ei noget Brød saa dyrekjobt,
saa smærtevid’ saa taaredøbt
som det, min Kunst mig byder.
Betalt har jeg hver Bid, jeg tog,
med Saar, mig Livet haardhændt slog,
med Blod, som fra min Barm helst flød.
O, du mit eget Brød!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
