Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i j 2 Siste Tidsrum 1890—1904.
af et glidende Slettelandskabs mystiske Uudgrundelighed. Hendes
Menneskelighed er helt forflygtiget i Stemningsdis, i Anelse og
Undren; hun er det, man møder en Nat, „naar Lyset hilser Mørket,
naar alt, som blomstrer, aander sterkere, naar Fjeldet elsker
Fjorden og Fjorden Maanen og Draaben Straaet. Man gaar
med Angst for Livet og Angst for Døden, man tør ikke træde
tungt -for ikke at dræbe Knopper, man tør ikke nynne for ikke at
skræmme sovende Sommerfugle, man gaar med Dødens Angst i sig,
saa ligger med ét en Haand paa ens Skulder, og en Sjæl ser ud af
Øine ..." Tilsist er hun helt Symbol, helt glorificeret Aand og Guddom.
Og i Korset fremmaner Fortælleren, i Erindringens
Sværmeri, Billedet af den elskede Kvinde i dette exalterede Udbrud:
„For andre kan jo ikke hendes Breve være, hvad de er for mig.
For mig er hvert Ord deri som Vingeslag af hvide, store
Evig-hedsfugle, og som Solstraaler fra et Hjerte i Verdens Midte, hvis
hede Slag aldrig ophører. Hendes Breve er mig en Bibel. Der
staar alt deri." Og for ligesom at undskylde denne religiøse Tone
tager han Tilflugt til sin høieste Stil: „Hvem er Gud? Er han
ikke det, vi nærmer os paa Stjernernes uendelige Trappe, paa
Livenes Krystallisering, paa Sjælenes evig fornyede Møde?"
I De røde Draaber er der to Kvinder; den første sterk og
straalende skjøn, men — betegnende for OBSTFELDER — skildret
uden dybere Forstaaelse, og blottet for Virkelighedspræg. Den
anden styg og uanselig af Ydre, men overjordisk ren,
gjennem-glødet af Troens og Lidenskabens Fanatisme, omskinnet af
Lidelsens Helgenglorie. Og dog saa overbevisende sand og levende!
OBSTFELDER har neppe skrevet noget saa helt ud af sin dybeste
Følelse som Stykkets tredie Akt, hvori Lili dør.
Hans siste Arbeide minder mest om Digtene. En Præsts
Dagbog er en Række indbyrdes løst forbundne Prosadigte over
de samme Motiver — tilligemed nogle flere — som behandles i hans
første rytmiske Stemninger. Saadan samler OBSTFELDER
Produktion sig til et sluttet Hele1).
Obstfelder var en Mester i den lyriske Prosa — denne suggestive, voldsomt fortættede,,
indtrængende Stil, som af Rytmen og det usigelige i Sproget brygger den sterkeste
Stem-ningsessens. Hans efterladte Skrifter rummer en_hel Del slige Digtninger, deriblandt rene
Perler som „Byen", „Dronningen", „Folkevise", „Hunden". Eiendommeligere Billedskrift
findes ikke i norsk Literatur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
