Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Absalon Pederssøn Beyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Absalon Pederssøn Beyer.
af, hvor de ere udi verden. Ingen vil dennem nu besøge, dog de
have der odel; kanske og Russer eller andre have der gavn af.
En part, som er frakomne med brudeskat, kunne vi eller ville ej
igjenløse, Svenske eller andre, som her indfulde i fejdes tid, vil
man neppelig fordrive, men ere lade, uvillige og dovne til at hjelpe
vore brødre, systre og landsmænd, som overfalles med herreskjold
og vold. Ja, de klostere og kirker, som vore forfædre haver
opbygget, og vi bryde dem ned; og der, som man tilforn haver kunnet
holde 27 kirker ved magt (saa mange kirker, smaa og store, af
sten og træ, haver været udi Bergen) med tag og anden ornament,
der kan man nu neppeligen holde fire.» Ogsaa krigsstyrkens
formindskelse er et tegn paa rigets sørgelige tilbagegang, og søfartens
nedgang peger i samme retning: «Fremdeles giver og Noriges
alder og svaghed med tilkjenne, at hun, som tilforn haver været
megtig til søs og paa seilads udi andre land, røvet, plustret, skjendt
•og brent paa dennem, brugt handel og vandel med allehaande vare,
som her faller, at hun nu er saa gammel, at hun tør neppeligen
drage indenlands efter sin næring og bjering; i det at hun nu er
vorden træt og gammel af sejlads og formaar ikke mere at drage
udenlands, haver hun i sin rasende alderdom, i hvilken hun bliver
til barn paa det ny igjen, tilbudet en stor hob af Hansestæderne,
at de maa ikke alene sejle her i riget, men ogsaa garpe plante sig
fast blandt disse klipper, hvilke som have faaet det Norske sand i
deres sko, at de ville ikke gjerne herud igjen» o. s. v.
Men saa gammel og affældig, som Norge er, saa er det dog
ikke helt ude med landet. Endnu har det adskillige herligheder,
som det kan være stolt af, og saa følger den egentlige beskrivelse
af landet. Han opregner en hel række af aarsager til at prise baade
landet og folket. Baade landets naturprodukter og folkets
karakteregenskaber er gjenstand for hans beundrende omtale. Han roser
nordmændene for deres stærke retfærdighedsfølelse og for deres
elskværdighed og gjæstfrihed. «Sannelig en from, gudfrygtig og
tugtig person kan vei drage fra Baahus og til Vardøhus, hvilken
reise er længere end tre hundrede mile, og skal ikke fortære en
daler, ja de ere glade at dennem sker den ære, at man vil æde
og drikke med dennem, og end giver dennem gaver og skjænk til,
at de vil gjøre sig glade med dennem.» Endvidere roses Norges
12 — 111. norsk literaturhistorie. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
