Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Jens Zetlitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Zetlitz. 575
sognepræst til Hviteseid i Telemarken, hvor han døde den 14de
januar 1821.
ZETLITZ blev sig meget tidlig sin poetiske evne bevidst. 20
aar gammel indleverede han til «Det norske Selskab» et beskrivende
digt «Den norske Vinter», der imidlertid ikke optog det i sine
skrifter, og i de følgende aar offentliggjorde han forskjellige digte i
aviser og tidsskrifter. Den lykke, som disse gjorde, bevægede
ham til i 1789 at udgive en større samling under titelen: «Poesier
af Jens Zetlitz, Studiosus Theologiæ», med et motto af VERGIL:
«Sunt & mihi carmina». Dedikationen til JOHAN NORDAHL BRUN
fremhæver dennes betydelige indflydelse paa digterens udvikling.
ZETLITZ udgav ikke selv senere nogen større digtsamling, en tanke,
som han oprindelig har havt, men i 1825 udgav C. SCHWACH paa
GRØNDAHL’S forlag i Kristiania hans «Samlede Digte» i to bind. I
disse er dog ikke optaget hans «Psalmer» (1/95), «Sange for den
norske Bondestand» (1795) og «Ni Sange for den norske Armée»
(Trondhjem 1808), der er en stor sjeldenhed, idet den saaledes ikke
findes i Universitetsbibliotheket. Naar man hertil føier hans
«Prædikener og Leilighedstaler», der udgaves aaret efter hans død, er
det væsentligste af, hvad han har skrevet, nævnt.
ZETLITZ viser sig i sine bedste digte som en gudbenaadet
sanger, hvis personlighed fandt et umiddelbart og fritstrømmende
udtryk i rythmer og rim. Han er en ægte lyrisk natur, og hans
lyriks grundpræg er lyst og muntert. Hvor han følger sin naturs
drift, hvor han freidig synger ud sin glæde over tilværelsen, sin
trang til muntert samliv, til at slaa gjækken løs ved det skummende
bæger, til at nyde naturens idylliske sorgløshed, fjernt fra
livskampen og dens lidenskaber, der naar han høiest. Saaledes i sine
drikkeviser og selskabssange. I denne poesiretning, hvori de lettere
og grundere aander i slutningen af aarhundredet søgte sin trøst i
al den oprevethed, hvis mening de ikke forstod, eller hvis tummel
forstyrrede deres sindsro, er ZETLITZ uden sammenligning den første,
den fineste og den naturligste. Hans drikkeviser er rent
undtagelsesvis en hyldning af den ravende Bacchus, og de er fri for al
sentimentalitet; han priser ikke vinen, blot fordi den bedøver og
skaber øieblikkets glemsel; i det bæger, han kredentserer, perler og
skummer det af den ædle druesaft, der opliver og beaander, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
