Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S. O. Wolff.
45
Sværd» og «sanke Guld saa rød». Sølv var vei for simpelt, kan
jeg tænke mig.
Det uklare hoved, den let vakte begeistring, den uudviklede smag
og det ulyksalige sværmeri for TEGNER — alt sammen i forening
udviklede hos WOLFF en bombast, der er interessant, fordi den
etuden sidestykke. De andre datidsdigtere var ikke bange for at tage
munden fuld, men i dette stykke blev de rene sinker sammenlignede
med S. O. WOLFF. Naar han skal prise landskabsmaleren J. C. DAHL,
fortæller han, at en af muserne har rakt den norske kunstner —
«CORREGGIOS Pensel», og CLAUS FRIMANN’S enkle og fordringsløse
sange kalder han — «Ossianske Toner». Det var ham ikke en trang
at finde det mest rammende udtryk, men det stærkeste, det høieste,
det mest spændte, han vidste.
Gjennemlæser man efter dette «Hvor herligt er mit Fødeland»,
saa vil man kunne forstaa, at sangen er bleven, som den er. Den
varmhjertede forfatter var begeistret over Norge, dets fortid, dets
natur, dets folk. Under en fodtur i Telemarken sommeren 1822
steg denne begeistring til kogepunktet — og sangen blev skrevet.
Intet under, at han maatte tage munden saa fuld som muligt. Naar
de gamle nordmænd drog i krig, saa gik de «i Stormgang fast, saa
Jorden bæved». Mindre kunde ikke gjøre det. De norske fjelde
var anderledes end andre fjelde; de andre forgik, men de norske
holdt ud i evighed; de var «stolte Klippeborge, som evig trodsed
Tidens Tand», de var de eneste, som havde overstaaet «Klodens
Storme», ja selv om hele jorden forgik, saa vilde de staa igjen.
Læseren kjender de berømte slutningslinjer:
«Om Kloden rokkes end, dets Fjelde
skal Stormen dog ei kunne fælde,
som Bauta end de skulle staae
og vise, hvor vort Norge laae!» —
Og de fleste kjender vistnok ogsaa den berygtede rettelse, som
forfatteren senere foretog. Ved rolig overveielse fandt han, at hans
begeistring havde løbet en smule løbsk med ham og forledet ham
til at tage munden lidt for fuld, og saa var det, han begik den
genistreg at rette første linje til:
«Om Kloden rokkes lidt, dets Fjelde»
o. s. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
