Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andreas Munch.
— hvorpaa Clara med et skrig synker afmægtig om. Repliken er
bleven forandret til:
«Vil du nedrive Muren, Donna Clara?»
og saa følger der en hel ny slutningsscene, hvori det oplyses, at
Fernando slet ikke er indemuret. Idet han læner sig mod et
krucifiks i bedekammeret, er der sprunget op en dør til en gammel,
glemt løngang, og gjennem denne er han sluppet ud i det fri.
Dette meddeler han Clara i et brev, som greven opsnapper.
Rasende sætter han efter flygtningen, medens Donna Clara knælende
takker madonna. For denne forandring fik MUNCH i sin tid høre
bebreidelser, og den er jo simpelthen lidet heldig; men saaledes
har det jo ogsaa gaaet større digtere, naar de har villet forbedre
eller dæmpe slutningsindtrykket af et arbeide. Selv GOETHE har
leveret et berømt eksempel i sin «Stella». Den oprindelige slutning
er konsekvent trods al sin absurditet; et indlæg for bigami bør
slutte med bigami; den senere slutning, hvor døden fjerner den
ene af de to kvinder, der elsker helten og elskes af ham, er kun
et tamt forsøg paa at komme fra det hele.
Efter udgivelsen af «Donna Clara» varede det hele seks aar,
inden MUNCH udgav noget nyt arbeide. Han havde andet at
bestille. Ved udgangen af 1840 var nemlig SCHWEIGAARD og
U. A. MOTZFELDT traadt ud af «Den Constitutionelles» redaktion,
og efter en interimsledelse til september 1841 overtog ANDREAS
MUNCH redaktionen. Under en af de faa samtaler, jeg i hans
sidste leveaar havde med ham, kom vi ind paa hans
redaktørvirksomhed. Han satte den selv meget lavt og beklagede, at han
nogensinde havde været nødt til at give sig af med sligt arbeide.
«Som redaktør af et politisk blad var jeg selvfølgelig umulig,»
ytrede han, «og jeg skrev da heller ikke stort paa det Omraade,
men lod mine medarbeidere skrive akkurat, som de vilde; men jeg
stod naturligvis til ansvar, og jeg fik skylden, naar der var begaaet
en feil.» Slige ubehageligheder Saarede hans bløde gemyt i høi
grad, og især var der et par artikler, som i 1845 gjorde ham
megen sorg. Disse artikler havde nemlig vakt hans
departementschefs vrede, og følgen var, at han maatte opgive sin post i finans-
[-Redaktør-virksomhed.-]
{+Redaktør-
virksomhed.+}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
