Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Feodosij Vasiljev ... - Ordbøgerne: H - hostler ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
Feodosij Vasiljev—Ferdinand
122
Feodosij Vasiljev [fjodåsij-] (d. 1711), rus. sekterer,
stiftede et frireligiøst samfund, Fedosievstjina, som vandt
en del udbredelse. 1752 og senere fastslog samfundet,
at det ikke vilde tolerere egteskabet i nogen form, og at
man skulde undgaa al omgang med gifte. Sekten, som
forfølges af myndighederne, har især tilhængere i Moskva,
St. Petersburg og Riga.
Feodosija (ital. Caffa), havneby i Rusland, guv.
Tau-rien, paa sydøstkysten af Krim; 27 238 indb. (1897).
Dens havn er rummelig og dyb og næst Sebastopols den
bedste paa halvøen. F. har østersfangst og udfører korn,
huder og uld. — I nærheden laa i oldtiden den rige
milesiske koloni Feodosia el. Theodosia, der blev ødelagt
131 e. Kr. 1266 anlagde genueserne den nuværende by,
som 1475 faldt i tyrkernes hænder. Ved freden i Jassy
1792 kom den til Rusland.
Feofan Prokopo^vitsj [fjofan-] (1681—1736), rus.
geistlig og statsmand, vandt ved sin fædrelandskjærlighed
Peter den store, optraadte som enevældets ivrige
for-kjæmper, steg til erkebiskop i Novgorod (1720) og var den
hellige synodes egentlige leder. Han støttede Katharina I,
men blev under Peter II fortrængt, og hans skrifter
konfiskeredes. Under Anna talte han atter enevældets sag.
Feradjé, en lang, vid, løst hængende overkjole af
silke el. uld, som bruges af de tyrkiske kvinder.
Farven er som regel sort.
Feragen, Andreas Martinus (1818—), n. lærer;
udgik 1843 fra Holt lærerseminarium med bedste karakter.
Fra 1846 blev han lærer ved seminariet, til hvilket han
var knyttet, indtil det 1877 blev flyttet til Kristiansand.
Samtidig var han kirkesanger i Holt og fra 1861 af tillige i
Tvedestrand, ved hvis kirke han endnu (1908) virker. Han
har indehavt adskillige kommunale ombud og æreshverv,
været medlem af flere pædagogiske kommissioner, men
fik et landskjendt navn ved en række overordentlig
udbredte lærebøger i regning samt som medudgiver af
tidsskriftet «Den norske folkeskole» (Arendal, 1858—64).
Feragen, 15.6 km.^ stor indsjø, ø. for Røros, nær
grænsen mod Sverige. F., der ligger 657 m. o. h., har
sit afløb vestover gjennem Haaelven, der ved Røros
falder i Glommen. Ved nordenden af vandet ligger
den vakre grænd af samme navn.
Fe’rai (Pheræ), oldgræ. by i landskabet Thesalien. Efter
den peloponnesiske krig hævede byen sig under dygtige
enevoldsherskere til ikke ringe magt, især under Jason
(374—70). Hans Broder og efterfølger Alexander blev
forgjæves bekriget af thebanerne, som førtes afPelopidas;
han myrdedes imidlertid 359, og nogle aar senere kom
byen under Filip af Makedonien.
Ferdinand, t.-rom. keisere. F. I (1503—64), keiser
1558—64, søn af Filip af Østerrige og Johanna den
vanvittige af Spanien, broder af Karl V, der 1521
overlod ham de habsburgsk-østerrigske arvelande. Samme aar
egtede han Anna, søster af Ludvig, konge af Ungarn og
Böhmen, som var gift med F.s søster Maria. Da Ludvig
1526 fait mod tyrkerne ved Mohacs uden at efterlade
sig arvinger, blev F. valgt til konge i Böhmen. I
Press-burg valgtes han ligeledes til Ungarns konge; men det
nationale parti valgte Johan Zapolya, som fik støtte hos
den tyrkiske sultan Soliman II, der 1529 beleirede Wien,
men maatte ophæve beleiringen. F.s herredømme over
hostler—houillère
Ungarn blev indskrænket til Pressburg og nærmeste
distrikter. Under sit stadige fravær fra T^^skland
overdrog Karl V styrelsen af det tyske rige til F., der skjønt
ivrig katolik optraadte forsonlig overfor protestanterne,
hvis militære støtte han maatte have i kampen mod
tyrkerne. Da böhmerne i den schmalkaldiske krig
støttede protestanterne, berøvede F. dem valgretten, men
forfulgte ikke deres tro. Efter krigen søgte F. at mægle
mellem partierne, og keiseren overlod ham at lede
forhandlingerne, som førte til forliget i Passau 1552 og
religionsfreden i Augsburg 1555. 1556 nedlagde Karl V
keiserværdigheden, og F. blev keiser; 1531 var han valgt
til romersk konge, d. e. designeret til keiserens
efterfølger. Under hans tolerante regjering vandt
protestantismen udbredelse baade i de østerrigske lande og i Ungarn.
— F. II (1578 — 1637), keiser 1619—37, søn af Maximilian
Il’s yngre broder, Karl af Steyermark, opdroges af
jesu-iterne til fanatisk katolik. Hans fætter keiser Matthias
fik ham valgt til konge i Ungarn og Böhmen, men da
böhmerne 1618 havde gjort oprør mod Matthias, og F.
ved dennes død var blevet hans efterfølger, vilde de ikke
længere have ham til konge og angreb ham i Wien ; han
modstod dog kjækt deres angreb. Kort efter blev F.
valgt til keiser; böhmerne havde imidlertid valgt Fredrik
af Pfalz til konge. Støttet af den katolske liga, hvis
general Tilly beseirede Fredrik ved det Hvide bjerg
1620, blev F. atter herre i Böhmen, hvor protestanterne
blev knust. F. vilde nu ogsaa undertrykke de nordtyske
protestanter, og navnlig efterat Wallenstein var traadt i
hans tjeneste, optraadte han med stort overmod. Efter
at have sluttet fred med Kristian IV 1629 udstedte han
restitutionsediktet, som befalede de protestantiske fyrster
at tilbagegive alt inddraget kirkegods. Da F. samtidig
krænkede de katolske fyrster og lagde for dagen, at han
ved Wallensteins hjælp vilde indskrænke de tyske
fyrsters suverænitet og øge keiserens myndighed, tvang
baade katolske og protestantiske fyrster ham til at
afskedige Wallenstein. Da Tilly 1631 var beseiret af Gustaf
Adolf og faldt, maatte F. atter henvende sig til
Wallenstein. Denne blev slaaet ved Lützen 1632, men Gustaf
Adolfs fald bragte atter keiseren overvegten ; Wallenstein
optraadte imidlertid saa tvetydigt, at F. 1634 lod ham
dræbe. Samme aar greb Frankrige ind i krigen for at
svække keiseren; Axel Oxenstjerna og de svenske
generaler bragte atter seieren paa protestanternes side, og
F.s planer om katolicismens endelige seier og
keisermagtens vekst var for stedse strandet; han fik dog 1636
sin søn F. III valgt til romersk konge. — F. III (1608 —
57), keiser 1637—57, søn af F. II, ligeledes opdraget af
jesuiterne til ivrig katolik, blev 1626 og 1627 kronet i
Ungarn og Böhmen og 1636 valgt til romersk konge.
Da krigen stadig gik keiseren imod, aabnede F. paa
opfordring af rigsdagen i Regensburg fredsunderhandlingerne,
der førte til den westfalske fred 1648, hvorved fj^rster
og rigsstæder blev suveræne og keiserens magt næsten
betydningsløs. Hans forsøg paa at gjøre Ungarns krone
arvelig i sin siegt mødte modstand hos ungarerne; han
fik sin søn Ferdinand valgt til romersk konge, men da
denne døde 1654, naaede han ikke at faa sin anden søn
Leopold valgt, inden han selv døde. (Om F. II og F. IH
se forøvrigt Trediveaa r skrigen.)
hostler @ staldgut. h.y
herberge.
hot (g)hed; skarp; fyrig, heftig ;
geil; flyvende (fart), h.-bed
mist-bænk; (fig.) arnested, h.-cockles
dask i næve (en leg). h.-COppers
tømmermænd (efter en rus),
h.-headed hidsig, h.-h ou se
drivhus. h.ness hede; hidsighed,
voldsomhed. h.Spur hidsig, op-
farende. h.Spurred voldsom,
stivsindet, strid.
hôte(sse) (Ç m (f),vert(inde); gjest,
hotel — (t) Hotel n - (e) hotel,
inn — (f) hôtel m. h.vert - (t)
Hotelier m ^^ @ master of a
hotel, innkeeper - (f) hôtelier m.
hôtel d) m, hotel; eiendom,
gaard, hus, palæ. maître (m)
d’h. hushovmester.
hôtellerie ® f, gjestgiveri,
hott (t) hyp ! tilhøire !
hotte (f) f, (kludesamlers) kurv;
(de cheminée) røgfang.
hottée ® f, kurvtuld.
houage (î) m, (om)hakking.
houblon (g m, (bot.) humle,
houblonner ® sætte humle
paa (øl).
houblonnière (f) f, humlehave.
houe (f) f, hakke,
houer (j^ (om)hakke.
houerie f, hakking,
hough (skjære) haseled(en
over paa).
houille ® f, stenkul,
houiller (f) kulholdig,
(sten)-kuKs)-.
houillère (f) f, kul grube.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
