Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrettelse ... - Ordbøgerne: M - momification ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
Henrettelse—Henrik
22
ved han søgte at bringe den monofysitiske strid (s. d.)
til ophør.
Henrettelse, se Dødsstraf.
Henri [ärV], fr. skrivemaade af navnet Henrik.
Henrichsen, Sophus Septimus (1845—), n. fysiker,
f. i Kragerø, reallærereksamen 1871, studerede 1878—79
fysik i Berlin og Leipzig, 1873—91 amanuensis ved
universitetets fysiske kabinet, fra 1890 overlærer ved
den tekniske skole i Kristiania, I «Annalen der Physik
und Chemie» har han offentliggjort undersøgelser over
vandets specifike varme (1879) og over organiske
forbindelsers magnetisme (1888 og 1892). Det sidste arbeide
blev belønnet med kronprinsens guldmedalje. Desuden
har han studeret ovne. teorien for tørring m. m. og
udgivet lærebøger.
Henrichsen, Karl Theodor (1828—68), n.
grosserer og legatstifter i Kra., har stiftet: 1. Legat til et asyl
for gamle sjømænd i Kra. Asylet, «Theodor H.s
sjømands-hjem», blev taget i brug 1905. Fondet udgjorde 31 dec. 1908
kr. 376 476.96 foruden asylbygningen med inventar. 2.
Legat til reisestipendium for kunstnere eller
videnskabsmænd, hvis kapital 31 dec. 1908 var kr. 229 098,42.
Henrïcus Johannis Norvëgus (Henrik Johansson
fra Norge) (d. 1556), n. biskop, var født i Norge og skal
have været af adelig æt. Ved reformationens indførelse i
Sverige (1527) var han prior i Vasterås domikanerkloster,
men gik straks over til den nye lære, blev
domkirkeprædikant og i 1535 biskop i Vasterås, Som saadan tog
han ivrig del i reformationsverket, ogsaa udenfor sit stift.
Henri-deux-stili Frankrige den stilperiode,
som tilhører sidste halvdel af det 16 aarh. Det er den
udprægede høirenaissance, som har afløst Frans I s
endnu gotisk farvede stil. Den udmerker sig ved store,
regulære anlæg med pilastre, karyatider og rig dekorativ
udsmykning. De ældste dele af Louvre i Paris hører
herhen.
Henriette Anne (1644—70), hertuginde af Orléans,
datter af den engelske konge Karl I, datterdatter af
Henrik IV. Kom som barn til Frankrige. Spirituel, men
koket og ubesindig. Var en meget god veninde af
Ludvig XIV og skaffede ham sin broder Karl H’s alliance.
Hun beskyttede litteraturen (Racine, Boileau, Molière).
Ulykkelig i sit egteskab. Døde pludselig; at hun blev
forgiftet, tror man ikke længere nu. Ved hendes grav
holdt Bossuet sin berømte ligtale.
Henriette Marie (1609—69), eng. dronning. Datter
af Henrik IV af Frankrige; egtede 1625 Karfl af
England. Ved velmenende, men uklog modstand mod
revolutionen gjorde hun sig forhadt, flygtede 1642 til
Holland og 1644 til Frankrige. Efter restaurationen var
hun i England 1660—61 og 1662—65; døde i Paris.
[Litt.: J. A. Taylor, «Life of Henrietta Maria» (1905).]
Henrik, konger i England. 1. H. I (1068—1135),
konge 1100—35. Yngste søn af Vilhelm Erobreren. Mere
engelsk end denne og broderen Vilhelm II arbeidede
han paa forsoning mellem angelsachser og normanner.
Ved sin kroning 1100 udstedte han Englands første
frihedsbrev, hvori han lovede at overholde Edvards
love. Han egtede Edith (Mathilde) af den gamle
konge-slegt. 1106 vandt han Normandiet. Overfor kirken viste
han baade fasthed og klog eftergivenhed. Han var en
momification—monarkist
egte herskernatur, kjølig selvbeherskende, ofte grusom
mod den enkelte, klarsynt og retfærdig i sin politik.
[Litt.: Stubbs, «Lectures on early English history» (1906);
Adams, «History of England 1066—1216» (1905).] —
2. H. II (1133—89), konge 1154—89, søn af ovenn.s datter
Mathilde og Geoffrey af Anjou, kom paa tronen 1154
som første konge af huset Anjou eller Plantagenet. Fra
faderen arvede han Anjou, Touraine og Maine, fra moderen
Normandiet; med sin hustru Elisabeth af Poitou fik han
store dele af Midt-Frankrige; selv vandt han Bretagne.
For at bevare dette store rige og ordne dets arveforhold
førte han vidtløftige krige paa fastlandet; hans politik
var overhovedet bestemt mere af familiehensyn end af
vidtskuende nationale s^^nspunkter; men ved sine kampe
med Skotland og erobringen af Irland 1171 blev han
dog den første grundlægger af Storbritannien. Overfor
kirken maatte han ydmyge sig (se B ecket). I det
indre styre betegner hans regjering et afgjort brud
med feudalismen; kongens jurisdiktion styrkedes, og ved
den oprindelig fra H. I’s tid stammende afgift sciitagium
fik han midler til at holde leietropper. H.s sidste aar
var sørgelige, da hans sønner gjorde oprør mod ham.
Han var en energisk og begavet regent, men neppe saa
betydelig politiker som morfaderen. [Litt. : Som ovenf.
og J. H, Ramsay, «The Angevin empire» (1903).] —
3! H. Ill (1207—72), konge 1216—72, sønnesøn af ovenn.
og søn af Johan uden land. Blev konge 9 aar gl, og
regjeringen lededes af forskjellige, William Marshall,
Hubert de Burgh og Peter des Roches. Da denne sidste
indkaldte talrige fremmede, gjorde baronerne oprør og
fik ham fordrevet. H., som var gift med Eleonora af
Provence, vedblev dog at omgive sig med franskmænd;
dette i forbindelse med hans kostbare udenrigspolitik
paa pavelig side og hans hele slette styre vakte en
bevægelse blandt baronerne, der fik en fører i Simon af
Montfort. 1258 maatte H. udstede Oxford-provisionerne,
hvorved der indsattes et staaende kontroludvalg af baroner.
H. brød forliget, blev slaaet ved Lewes 1264 og maatte
sammenkalde et mere demokratisk parlament end nogen
gang før; men s. a. faldt Simon ved Evesham, og H.
regjerede siden i fred sammen med sønnen Edvard.
Han var velmenende og ren af seder, men let paavirkelig
og lunefuld; han vilde regjere personhg som farfaderen,
men manglede hans evner. Hans regjering fik stor
betydning ved at fastslaa parlamentets skattebevilgningsret.
[Litt.: Tout, «History of England 1216—1377» (1905).] —
4. H. IV (1367-1413), konge 1399—1413, søn af Edvard
Ill’s søn Johan af Lancaster og første konge af huset
Lancaster. Under fætteren Richard II spillede han som hertug
af Hereford (efter sit fødested kaldtes han Bolingbroke) en
betydelig rolle, men blev siden forvist og vandt som
prætendent 1399 hurtig folkets flertal mod den
tyranniske Richard. Parlamentet valgte ham til konge, og
ved en eiendommelig blanding af takt og hensynsløshed
forstod han at fæstne sin magt. Den gamle adel hadede
ham som parvenu, og store økonomiske vanskeligheder
voldte strid med parlamentet, men H. blev seierherre
overalt. Oprør i Wales blev kuet, med Skotland og
Frankrige førtes en heldig kamp, i Northumberland
knustes siegten Percy. H. støttede sig til kirken og
forfulgte lollarderne. Han var uden litterære interesser
momification (f) f,
forvandling til mumie.
momifier ® forvandle til
mumie.
momignard(e) ® m (f), liden
fyr, knegt, smaagut, smaajente.
mon — (D Grad, Teil m;
Zu-wactis m ; Nutzen, Verschlag m — (i)
difference, degree, effect, avail — ®
degré m, mesure, difference f; effet m.
mon — (t) ob wohl; (hvem m.
det er) wer mag es sein — (§ I
wonder (whether, if); I should like
to know (whether, if) — (f) (m.
han lever?) vit-il encore? (m. han
kommer?) croyez-vous qu’il vienne?
(m. det er muligt, sandt?) est-ce
possible? cela se peut-il?
vraiment? en effet?
mon (f) min.
monacaille (f) f, munkepak.
monacal (f), monachal ©
munke; © klosterlig, kloster-,
monachism©, monachisme
(J) m, munkevæsen.
monaco(s) m (pl), penge, mynt.
monarchize © spille
enehersker; beherske som autokrat,
forvandle til monarki.
monark — ® Monarch m —
monarch — (f) monarque m.
monarki — (t) Monarchie f —
© monarchy — (f) monarchie f.
monarkisk — ® monarchisch
- © monarchal, -ical - (f)
monarchique.
monarkist — (t) Monarchist m
— @ monarchist - ®
monarchiste m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
