Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkesanger ... - Ordbøgerne: P - predetermine ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1141 Kirkesanger
Ord, som ikke findes under
Kirkesanger er en kirkebetjent, som bl. a. har at
lede sangen i kirken, hvor der ikke er orgel og organist,
at udføre visse liturgiske forretninger, at tjene presten
med bistand under gudstjenesten, at læse op i kordøren,
hvad der skal bekjendtgjøres, og at føre
kommunion-protokollen, saaledes at nad verg jesterne maa melde sig
hos ham. K. beskikkes af biskopen. Paa landet er
stillingen i alm. forenet med skolelærerens. K.s lønning
er fastsat ved lov af 14 juli 1897.
Kirkeslavisk, som i sin ældste kjendte form ifølge
de fleste lærdes mening har været talesprog i Bulgarien
i den tidlige middelalder og derfor ogsaa vanlig kaldes
gammelbulgarisk (se Bulgarien), blev gjennem den
hellige skrift det ældre litterære sprog over store dele
af den slaviske verden. Efter at være afløst som saadant
af de nyere sprog i det 18 aarh. har det vedblevet at
være og er fremdeles gudstjenestens, bibelens og andre
kirkelige bøgers sprog hos russerne, serberne og
bulgarerne, om end i noget afændret og forskjellig form i de
forskjellige lande. Om den ældre k. litteratur se
Bulgarien og Glagolica. — Som de fornemste forskere
af k. kan nævnes Dobrovsky, Kopitar, Leskien, Jagié,
Miklosich og Vostokov. [Litt.: Leskien, «Handbuch der
altbulgarischen (altkirchenslav.) Sprache».]
Kirkestaten, tidligere navn paa de landstrækninger
i Mellem-Italien, der stod under pavens verdslige
herredømme. K. blev grundlagt, da Pipin 754 og 756 slog
langobarderne og gav Stefan II dukatet Rom,
eks-arkatet Ravenna og Pentapolis (Rimini, Pesaro, Fano,
Sinigaglia og Ancona). Selv om disse erhvervelser
forøgedes under Karl den store, hindrede dennes magt dog
udviklingen af en selvstændig K., og først i den følgende
forfaldsperiode vandt herredømmet fastere form. Den
alm. opløsning bredte sig dog snart ogsaa til K., og
pavemagten blev prisgivet smaatyranner og kvindeluner
(Marozia), indtil Otto I atter bragte den paa fode.
Henrik 111 gjenreiste den efter et nyt forfald, og Leo IX,
Nicolaus II og Gregor VII (1073—85; udvidede yderligere
K. Innocens III (1198—1216) fik baade Otto IV’s og
Fredrik Il’s stadfæstelse paa Patrimonium St. Petri,
Eks-arkatet, Pentapolis, Ancona, Spoleto, Bertinoro og Tuskien,
hvorved et fast territorialt grundlag skabtes. Men K.s
hele feudale karakter og mange, næsten uafhængige
smaatyranner virkede dog opløsende, og under pavernes
ophold i Avignon (fra 1309) var herredømmet rent
nominelt. Efter urolighederne under Cola di Rienzi (s. d.)
hævdede kardinal Albornoz pavens magt i K., men
skismaet virkede atter nedbrydende, og først efter dettes
ophør bragte Martin V (1420) herredømmet paa fode.
I den følgende periode bekjæmpede paverne adelsslegterne
til fordel for sine børn og frænder (nepoter), og
nepotismen kulminerede under Alexander VI (1492—1503),
hvis søn, Cesare Borgia, med vold og list tilintetgjorde
smaafyrsterne i Romagna. Faderens død berøvede ham
frugterne af denne stræben, men den kraftige Julius II
(1503—13) hævdede det vundne land for pavestolen
overfor Venedig og Frankrige. Sixtus V (1585—90),
bekjæmpede kraftig røveruvæsenet og ophjalp landets finanser,
1598 indlemmedes Ferrara, 1626 Urbino, men det 17
aarh. var en forfaldsperiode, skjønt udsugeiserne og
pengenøden [dækkedes af et glimrende skal, og nepotslegterne
Kirketilsyn 1142
K, maa søges under C. predetermine-prédire
(Farnese, Borghese og Aldobrandini) udfoldede en
blendende luksus. Innocens XI (1676—89) gjorde ende paa
nepotismen og afvergede en økonomisk ruin, men trods
enkelte materielle fremskridt var K.s stilling dog svag i
18 aarh. og befolkningen nedsunket i sløvhed og
uvidenhed. Den franske revolution skabte uro. Ved freden i
Tolentino (1797) maatte Pius VI afstaa Bologna, Ferrara,
Ancona og Romagna, der s. a. indlemmedes i den
Cisal-pinske republik. Napoleon lod to gange (1798 og 1808)
K. besætte og paven føre som fange til Frankrige. Ved
restaurationen 1814 opstod K. i sin gamle skikkelse med
undtagelse af en del af Ferrara, som Østerrige beholdt,
og en haard reaktion fremkaldte uro og revolutionære
modstrømninger. Et oprør i 1831 blev slaaet ned af
østerrigske vaaben. 1846 besteg Pius IX pavestolen ved
en seier over de østerrigsksindede kardinaler, og han
modtoges med store forhaabninger. Censuren mildnedes,
lokalt selvstyre i K.s provinser indførtes; i mars 1848
gav han en forfatning og sluttede sig til de nationale
enhedsbestræbelser ved at støtte Sardinien med et
hjælpekorps; men uden fasthed eller dybere følelse for sagen
veg han atter tilbage, og gjæringen steg blandt folket. Da
ministeren Rossi 15 nov. var blevet myrdet, flygtede Pius
til Gaëta, og 9 feb. 1849 proklameredes en rom. republik.
Men i juli indtog franskmændene Rom, og da paven
1850 kom tilbage, havde han brudt med alle liberale
tendenser, og en sterk reaktion paafulgte. I frihedsaaret
1859 løsrev Ancona og Romagna sig og indlemmedes
(mars 1Ö60) ved folkeafstemning i Sardinien, i september
besatte sardinske tropper Markerne og Umbrien, som
fik samme skjæbne, og pavens herredømme var nu
indskrænket til Rom og nærmeste omegn. 1862 gjorde
Garibaldi et angreb, men blev fanget ved Aspromonte
28 aug. Og da Frankrige 1866 gik ind paa at rømme
Rom, bragte Garibaldi atter forvirring ved et indfald
1867. 3 nov. blev han slaaet af franskmændene ved
Mentana, og Rom blev paany dækket af franske vaaben.
Først efter Napoleon Ill’s fald (sep. 1870) rykkede
italienske tropper ind i staden, en folkeafstemning vedtog
tilslutning til Italien, og ved dekretet af 6 okt. endte
K.s eksistens. I mai 1871 ordnede garantiloven pavens
stilling ved at indrømme ham ret til fyrstelige
hædersbevisninger, eksterritorialitetsret for Vatikanet, Lateranet
og Gastel Gandolfo samt en aarsrente paa 3 225 000 lire.
Pengene negtede paven dog at modtage.
Kirkesæterøren, tæt bebygget parti omkring Hevne
kirke, ved bunden af Hevnefjorden, Hevne herred, Søndre
Trondhjems amt. Paa stedet, der har post, telegraf og
dampskibsanløb, bor der ialt 156 mennesker. Der er
ét meieri, to sagbrug, ét dampfarveri. Hevne sparebank
og Hevne brandassuranceforening har sine kontorer i K.
Kirketilsyn k?Jdes de raad som fører indseende med
kirker og kirkegaarde. De bestaar paa landet af
sogne-presten eller den residerende kapellan, en af sognets
formænd og et af sognestyret valgt medlem, i byerne af
sognepresten, magistraten eller et medlem af
formandskabet samt et af kommunestyret valgt medlem, jfr. lov
af 3 aug. 1897, kap. 5. Den samme lov giver ogsaa
bestemmelser om kirkernes brug udenfor de regelmæssige
gudstjenester, jfr. resolution af 13 mai 1905. For hvert af
rigets stifter danner stiftamtmanden og biskopen overtilsyn.
termination (f) f,
forudbestem-melse.
predetermine
prédéterminer ® forudbestemme,
predial @ land-, jord-,
predicable @ som kan udsiges
(prædiceres); egenskab.
predicament (e) klasse,
kategori; stilling, situation; is. knipe,
forlegenhed, vaande.
predicant @ udsigende;
prækende, præke-.
prédicant (f) m, (protestantisk)
prest, prædikant.
predicate © udsige, prædicere;
(amerik.) grunde, bygge, støtte.
predicate ©, prédicat (g m,
prædikat, omsagn; @ ogs.
prædi-katsord.
predication prédication
(g f, forkyndelse ; prædiken ; @ ogs.
udsagn.
predicative @ udsigende ;
prædikativ.
predict @ forudsige, spaa.
prediction prédiction (f)
f, forudsigelse, spaadom, profeti.
predictive @ forudsigende,
profetisk.
predictor @ forudsiger.
predigen ® præ(di)ke.
Prediger ® m, prest, prædikant.
Predigermönch ® m,
dominikanermunk.
Predigerstelle® f, prestekald.
Predigt ® f, præ(di)ken.
predilection©, prédilection
(f) f, forkjærlighed.
prédire ® forudsige, profetere,
spaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
