Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polen ... - Ordbøgerne: S - surmelk ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1783
Polen
1785
surmelk—surnominal
opøvede dem i sund selvkritik. De kastede sig over den
positive filosofi, sociale problemer og nationaløkonomi
(Josef Sapinski). Den betydeligste lyriker i denne tid
er Adam Asnyk (1838—97), hvis «Digte» udmerker sig
ved en sjelden ordpragt og farvemættet detalj maleri. Han
er tillige en fremragende lystspildigter. I det hele faar
den dramatiske litteratur nu et mægtigt opsving med
grev Alexander Fredro d. y. (d. 1892), J. Blizinski (d. 1893),
Kazimierz Zalewski og Edvard Lubowski, som alle med
stort held dyrker lystspillet. Større vingefang har dog
Alexander Swietochowski, hvis læsedramaer hører til
verdenslitteraturens interessanteste i sit slags, blendende
ved sin ordkunst og slebne form, ved sine tilspidsede
paradokser og dialektiske behændighed. Som aand og
kunstner maaske ikke saa betydelig, men større i ry paa
grund af sin populære form og sin almenmenneskelighed
er Henrik Sienkiewicz (1846—), romanens mester med
verdensry inden den rige moderne polske litteratur. Med
uovertruffen levende plastik fremstiller han sine skikkelser
fra fortiden, hentet navnlig fra P.s kampe i det 17 aarh.
(trilogien «Med ild og sverd», «Syndfloden» og «Hr.
Wolodyjawski», 1884—88), men ogsaa fra Nero’s Rom i
«Quo vadis» (1895), et sandt panorama af afvekslende og
farverige billeder, som blev en verdenssukces uden
sidestykke siden Walter Scotts dage (1815). Udmerkede
fortællere er ogsaa Gustav Danilowski («Fra gamle dage>
1901 og «Svalen» 1907), Boleslaw Prus («Barnene» 1909),
Stefan Zeromski («En forsyndelses historie» 1907). Medens
den polske litteratur i almindelighed lige til den nyeste
tid i stofvalg og tendens har et sterkt aristokratisk, af
ridderlighedens aand behersket præg, slaar den siden
1890 ind paa nye baner: En demokratisk og radikal
tidsstrømning bringer under naturalismens fane nye
indsatser. Den mest fremragende repræsentant herfor
er den alsidige og meget skrivende romanforfatterinde
Eliza von Orzesko (1842—). I digterisk kraft, tankedybde,
frodig fantasi og formens mesterskab overstraales hun
dog af Marya Konopnicka (1846—), som hører blandt
verdenslitteraturens faa store kvindelige digtergenier. Det
moderne polske drama har med forkjærlighed dyrket
landets historie. Høiest paa dette omraade staar Stanislaw
Wyspianski (d. 1907), hos hvem nationalisme, hang til
symbolik og lunefuld fantasi er forbundet med stor
digterisk kraft. Behændige skuespil- og lystspilforfattere
er Gabriela Zapolska, som gjerne lader det gaa ud over
mændene («Dresserede sjæle» 1902, «Manden» 1904).
Wlodzimierz Perzynski («Den letsindige søster» 1905),
Tadeusz Konczynski («Hvide paafugle» 1908). En
særstilling indtager den nervøst oprevne, ofte perverst
følsomme, af Nietzsche, Strindberg og de moderne nordmænd
sterkt paavirkede Stanislas Przybyszewski, som i talrige
noveller og dramatiske arbeider har blotlagt psykopatiske
sjælstilstande; med sin pinefulde selvoptrevling og sin
overalt merkbare affinitet til det abnorme i
følelses-og tankeliv giver han værdifulde bidrag til
«dekadencens» psykologi. Den polske litteratur har faaet sine
historikere i P. Ghmielowski (1900, 6 bd.) og St. Tarnowski
(1900 ff., 6 bd.), A. Brückner, «Geschichte der polnischen
literatur» (1902), G. Brandes, «Indtryk fra P.» (1886). —
Historie. Kjernen til den polske stat var det senere
Stor-P., egnene om Posen og Gnesen. Detvar dette, der kald-
tes Polo nia, et navn, som senere gik over paa Krakov og
de øvrige polske lande. Den sikre historie begynder med
Micislav (Misko), af piasternes stamme, som 962 blev tysk
vasal, og hvis siegt sad paa tronen til 1370. Boleslav 1
Chrobry (992—1025) var en fremragende regent, der slog
ind paa de baner, som siden fulgtes af den polske politik;
han trængte overPommern og Preussen frem til Østersjøen
og erobrede mod syd Krakov og Mähren, en tid Böhmen.
Efter ham opstod strid; riget deltes, og en del af
erobringerne gik tabt. Kasimir I (1034—37 og 1041—58)
tog Krakov til hovedstad ; herved trængtes tyngdepunktet
mod syd, medens i nord Pommern mere og mere
germaniseredes og efterhaanden gik tabt. Boleslav III (1102
—39) indførte en senioratsordning, hvorefter den ældste
fyrstearving skulde residere i Krakov og være storfyrste;
dette gjorde dog ikke ende paa Piasternes stridigheder,
og adelens magt voksede. Kasimir II (1177—94) jßk ved
store indrømmelser til adel og geistlighed i praksis det
arvelige monarki indført, og 1195 — 1370 var hans
efterkommere i besiddelse af Krakov. Imidlertid var P. udsat
fra flere sider. Böhmen, som tidligere var underlegent,
vilde frem til havet over P., og mod nord rykkede
tyskerne frem; 1309 blev den Tyske ordens sæde forlagt
til Marienburg, og Vest- og Øst-Preussen stængtes for P.
De sociale forhold var samtidig yderst uheldige, og en
tysk invasion svækkede polsk nationalitet. Sidst i 13 aarh.
syntes Böhmen at skulle erobre P.; Krakov (Lille-P.)
valgte Venceslav II af Böhmen til konge, men 1320
lykkedes det Vladislav Lokietek at samle hele P. under sig.
Hans søn Kasimir d. store (1333—70) reformerede de
indre forhold, skabte en enhedsstat af de splittede
landsdele og gjorde kloge indrømmelser udadtil for at sikre
landet. 1364 oprettedes Krakovs universitet. Efter ham
fulgte Ludvig d. store af Ungarn (1370—82), efter hvis
død datteren Hedvig egtede storfyrst Jagello af Litauen
(Vladislav II Jagello 1386—1434), som grundede
Jagello-nernes hus (1386—1572). Forbindelsen mellem P. og det
hidtil hedenske Litauen var af stor betydning. P.s
stilling styrkes mægtig overfor den Tyske orden; paa den
anden side kommer det til at staa som Ruslands direkte
medbeiler om herredømmet i østen. 1410 udbrød krig
med den Tyske orden, og ved Tannenberg tilintetgjordes
dennes hær, hvorefter Tysklands indflydelse paa
Østersjølandene var brudt og P.s politiske kulminationsperiode
begyndte. Ordenen var i hurtig tilbagegang og maatte
1466 i Thorn afstaa Vest-Preussen til P. og tage
Øst-Preussen som len. Herved fik P. Weichselmundingen
med den vigtige handelsby Danzig, men chancerne
udnyttedes ikke tilstrækkelig, og byerne blev ikke
poloni-seret. 15 aarh. var P.s glanstid. Med 16 aarh. begynder
Rusland og Tyrkiet at vokse frem (Vladislav III faldt
1444 mod tyrkerne), og for at styrke sig mod dem
sluttede P. 1515 et forlig med Ungarn og keiseren, hvorved
det opgav de gamle krav paa Böhmen og Ungarn, men
til gjengjæld sikrede sig frie hænder overfor Rusland.
1525 grundedes Preussen, hvad der svækkede P.s stilling
mod nord, derimod vandt det 1561 Livland og forenede
1569 alle sine lande til en fastere enhed ved
Lublin-unionen. P. havde dengang en størrelse af henimod
1 mill, km.^ — De indre forhold udviklede sig høist
uheldig under Jagellonerne (Kasimir IV 1447—92, Johan I
surtnelk — ® sauere Milch f
— fe) curdled milk — (f) lait (m)
caillé.
surmenage © m,
overanstrengelse.
surmener ® overanstrenge,
surmise (e) formode, gjette;
ane; formodning, gjetning; anelse.
surmontabie (f),
surmountable @ overstigelig; overvindelig.
surmonter surmount @
overstige, tiæve sig over ; overtræffe,
^ surmoût ® m, ugjæret
vinmost.
surmule - (t) maulen,
schmollen — (e) look sour, sulky, grump
- ® faire la mine, la moue ; bouder.
surmuleri — ® Schmollen,
Maulen n ~ @ sulkiness — ®
humeur (f) morose; rechignement
m.
surmulet ® m, surmullet®
(zoologi) gulstribet mulle.
surmulot (ê) & ® m, brun rotte,
surnager ® svømme, flyde
ovenpaa; (fig.) bestaa, holde sig,
leve videre.
surname surnom ® m,
tilnavn.
surname (e), surnommer ®
give, kalde med et tilnavn.
surnaturel ® overnaturlig;
usedvanlig.
surne — ® sauer werden —
Ce) turn sour - Cf} s’aigrir, se piquer,
tourner.
surnombre ® m, overtal,
surnominal © som angaar
til-navn(e), tilnavns-.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
