Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schiavone ... - Ordbøgerne: U - udvidelse ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
udygtig—uegentlig
51.:
Schiller-Archiv—Schiller-prisen
516
et grundigt had til enhver art tyranni. Han fik dog
læst adskillig paa skolen, saaledes Lessing, Sturm- und
Drang skolens digtere, Goethes «Werther» og Rousseau.
1780 var han færdig paa akademiet, hvor han efter
hertugens ordre havde studeret medicin, og blev s. a.
udnævnt til regimentskirurg. Aaret efter udgav han
anonymt sit første verk, tragedien «Die Räuber», et
lidenskabeligt udtryk for tidens had til despotismen og
til hykleriet i samfundslivet. Stykket blev under stort
bifald opført i Mannheim, men det faldt ikke i
hertugens smag, og han forbød uden videre forfatteren at
give sig af med «komedieskrivning» for fremtiden. S.
besluttede nu at unddrage sig det landsfaderlige tyranni,
og 1782 flygtede han fra Stuttgart. Efter en tids
omflakken fandt han paa slottet Bauerbach ved Meiningen
et foreløbigt asyl hos moderen til en tidligere
skolekamerat, fru von Wolzogen. Fra disse aar skriver sig
hans to andre ungdomsdramaer, det republikanske
sørgespil «Fiesko> (1783) og den borgerlige tragedie «Kabale
und Liebe» (1784). Stykket kan betegnes som det første
sociale drama i tysk litteratur; dets emne er
standsfordommene og
raadden-skaben i de styrende
kredse. Disse
ungdoms-dramaer er typiske for
Sturm- und Drang-tiden;
de er formløse og
deklamatoriske, og intrigen er
mere fremtrædende end
sjælegranskningen, men
de røber dog alle den
fødte dramatiker. 1784
blev S. teaterdigter i
Mannheim; han fik ogsaa
titel af hertugelig raad,
men hans økonomiske
kaar var elendige; det,
som holdt ham oppe
gjennem disse vanskelige
aar, var
kjærligheds-forholdet til den
begavede Charlotte v. Kalb.
Lysere for ham blev det,
da han kom ind i G. G. Körners kreds (s. d ). Her
fik han ikke alene økonomisk støtte, men denne høit
dannede og harmoniske personlighed kom ogsaa til
at faa stor indflydelse paa den urolige og gjærende
digters udvikling. Fra denne tid skriver sig den
merkelige fortælling «Der Geisterseher» (1786) og frihedsdramaet
«Don Garlos» (1787). De følgende aar var han væsentlig
optaget med videnskabelige studier; han læste historie,
klassisk litteratur og fordybede sig i Kants filosofi.
Hvor sterkt han nu blev grebet af antikens aand, viser
et digt som «Die Götter Griechenlands». Efter i 1788
at have udgivet det betydelige historiske verk «Geschichte
des Abfalls der vereinigten Niederlande» blev han 1789
udnævnt til professor i historie ved universitetet i Jena,
dog uden løn. Først aaret efter bevilgedes der ham
200 thaier aarlig, og nu giftede han sig med sin
forlovede Lotte V. Langfeld. 1791 kom hans andet store
historiske arbeide, «Geschichte des dreissigjährigen
Joh. Chr. Friedrich von Schille
Krieges», men samme aar blev han angrebet af en
haard-nakket brystsygdom, som han aldrig senere forvandt.
Under den tvungne uvirksomhed, som sygdommen
medførte, traedes han ligefrem af nød; da fik han uventet
hjælp fra Danmark, hvor Baggesen havde formaaet
hertugen af Augustenborg og Ernst Schimmelmann til at
tilstaa ham 1000 thaier aarlig i tre aar. Under sin
rekonvalescens dyrkede han især æstetiske studier og
skrev en række vigtige arbeider over dette emne («Über
Anmuth und Würde», 1793, «Briefe über die ästhetische
Erziehung», 1795, «Über naive und sentimentalische
Dichtung», 1796). 1794 kom han i nærmere forbindelse
med sin store samtidige Goethe. Oprindelig havde de
staaet hinanden fjernt, men deres fælles interesse for
naturvidenskabelig forskning førte dem sammen, og der
udviklede sig et venskabsforhold, som fik stor betydning
for begges digtning. Sammen udgav de en samling
polemiske epigrammer «Xenien» (1796) og vekslede en
mængde, senere udgivne breve; men den betydeligste
frugt af den paa virkning, de gjensidig øvede paa
hinanden, var dog den balladedigtning, som kanske har
trængt længere ud i det tyske folk end nogen anden del
af deres produktion. Efter 12 aars hvile optog S. nu
ogsaa sin dramatiske virksomhed. 1788—89 udarbeidede
han sit mægtigste verk, trilogien «Wallenstein», 1800
kom «Maria Stuart», 1801 «Die Jungfrau von Orleans»,
1803 «Die Braut von Messina», hvori den klassiske
paa-virkning ved indførelsen af «kor» o. 1. er sterkt
fremtrædende, og endelig 1804 «Wilhelm Tell», det stykke,
som er blevet hans folkekjæreste, og hvori hans
ungdoms frihedspatos paany er blevet levende. Det blev
det sidste verk, han fik færdig. Et drama, «Demetiius»,
som han arbeidede paa indtil faa dage før sin død, blev
kun et fragment. — 1802 var S. af keiseren blevet
op-høiet i adelsstanden, en udmerkelse, som hverken han
eller Goethe satte synderlig pris paa. Samme aar
flyttede han fra Jena til Weimar, hvor han døde. — S. er
i skjønlitteraturen den mest typiske repræsentant for
den tyske idealisme, hans stils «Schw^ung» i dette ords
ædleste betydning og hans følelsesbevægethed er lige
egte og oprindelig tysk, og han er da ogsaa som ingen
anden blevet det tyske folks nationaldigter. [Litt.: Af
S.s verker foreligger der talrige gode udgaver. Den
bedste er vistnok Gotta’s «Jahrhundert-Ausgabe» (1905).
Biografier af Palleske (dansk overs, i 2 bd. 1875), Carlyle,
Scherr, Bellermann og Brahms.]
Schiller-Archiv, se Goethe-und Schiller-Archiv.
Schiller-prisen indstiftedes 1859 af den senere keiser
Vilhelm I som belønning for litterære, især dramatiske
verker. Den uddeltes oprindelig hvert tredje aar; siden
1901 hvert sjette. Uddelingen foretages af en for hver
gang opnævnt komité bestaaende af forfattere,
teaterledere og litteraturkyndige. Prisen blev første gang
uddelt 1863, da den tilfaldt Fr. Hebbel for «Die Niebelungen».
— 1904 stiftede Goethe-forbundet en «Volks-Schillerpreis»,
som uddeles med 3000 mk. hvert tredje aar for det i
tidsrummet udkomne bedste drama. Denne pris
uddeles paa Schillers dødsdag 9 mai af en komité
bestaaende af 11 medlemmer valgt af Goethe-forbundet samt af
de tidligere pristagere. Prisen uddeltes første gang 1905,
delt mellem G. og K. Hauptmann og Rich. Beer-Hofmann.
udygtig se uduelig,
udyr — (g Untier n — @ noxious
animal, monster — (f) monstre ra.
udyrket — ® unangebaut,
unbebaut - @ uncultivated - (?)
inculte.
udæske se udfordre,
udødelig - (t) unsterblich
-© immortal — ® immortel.
udødelighed —
©Unsterblichkeit f – (e) immortality - ®
immortalité f.
udøse — (D aus-, vergiessen,
ausschütten — © pour out; (blod)
shed; (u. sit hjerte) unbosom (one’s
self); vent (one’s anger) - ®
verser, répandre, décharger (sa bile,
sa colère); épancher (son cœur),
udøve — ® ausüben; (unde)
vollziehend — @ exercise, practise ;
(u.nde) (the) executive (power)
-(f) exercer; pratiquer; (u.nde)
exécutif.
uefFen se ulige,
uefterrettelig — (î)
unzuverlässig, nachlässig - @
untrust-worthv, unreliable; negligent
-d) négligent, nonchalant, inexact,
uefterrettelighed - (t) Un-
ntrustwo
ce, inex
[-•thi-icti–]
{+•thi-
icti-+}
zuverJässigkeitf-©u
ness - ® négliger
tude f.
uegennyttig — (f)
uneigennützig — @ disinterested — ®
désintéressé.
uegennyttighed — (t)
Un-eigennützigkeit f - © disinterested»
ness — (D désintéressement m.
uegentlig - (t) uneigentlich -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
