Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige ... - Ordbøgerne: Z - ziegelrot ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1330
Sverresborg—Svind
1346
ziegelrot-Zierat(h)
perioden dukkede endelig det største litterære navn op:
Karl Mikael Bellman^ men hans eg. produktionstid falder
i næste tidsruno. — Den gustavianske tid (1772—
1809) er i hovedsagen en fortsættelse af frihedstiden; det
er den eg. opl^^sningstid^ hvor litteratur og kunst
beskyttedes af kongen, Gustaf III, der selv gav sig af med
litterær virksomhed. 1786 dannedes Svenska akademien,
blandt hvis første 18 medlemmer var Johan Gabriel
Oxenstierna, Adlerbeth, G. F. Gyllenborg, Kellgren og
Leopold. Under devisen «snille och smak» førte disse
akademikere litterature^ videre i den franske
smagsret-ning. I den første tid var Kellgren den ledende mand,
navnlig gjennem sine kritiker i sit blad
«Stockholms-posten», men ved siden af ham stod «den lærdeste af
gustavianerne» Leopold «og akademiets usynlige
medlem» fru Lenngren, hvis smaa idjiler og satirer kommer
nær op ved siden af Bellmans digte i livskraft. I sterk
opposition til akademikerne og paavirket af Rousseau
Og tysk Sturm und Drang stod den geniale Thorild og
den merkelig begavede, men karakterløse Lidner. En
flittig udgiver, men noksaa uforstaaende kritiker var
Gjörwell, S.s Rahbek. — Romantikens tid
(«fosforismen», «nya skoian») var som i Danmark en reaktion
mod den foregaaende tids forstandsretning (se
Fosforister). Striden mellem de to retninger varede til ca.
1830. Fosforismens hovedmand var Atterbom, der dog
sjelden viste sig som den stridslystne kritiker, men mere
var den blide, sterkt romantiske lyriker. Det eg.
angreb besørgedes derfor af andre, navnlig Hammarskjold,
Livijn og K. F. Dahlgren. Ud fra romantiken, der i sin rod
var udenlandsk, opstod en national retning (se Go ti ska
forbundet), repræsenleret bl. a. ved digteren og
historikeren Geijer, folkevisesamleren Afzelius, den svenske
gymnastiks fader P. H. Ling o. fl. Udenfor de to
stridende partier stod «neutrerne»: E. Tegnér, der var sterkt
aandsbeslegtet med de gamle gustavianske digtere,
end-vide. S.s største salmedigter J. O. Wallin, finnen
Fran-zén o. fl. De yngre digtere, der fremstod ca. 1820,
sluttede sig ikke til nogen bestemt retning, saaledes
Stag-nelius, Sjöberg(«Vitalis») og Nicander. — Tidsrummet
1 830—ca. 1 8 60 betegner nye strømningers frembrud:
i politisk henseende kommer den europæiske liberalisme
(Lars Hiertas «Aftonbladet» 1830—51), og i litterær
henseende arbeider realismen sig frem ved siden af
fosforismen. De nye idéer kom sterkest frem hos den
merkelige forfatter Almquist, der indledede tendenslitteraturen
og folkelivsskildringen; hans beundrer finnen Runeberg
var paa én gang klassisk og realistisk paavirket, og
forfatterinderne Fredrika Bremer, Sofia von Knorring
og Emilie Flygåre-Garlén frembragte en række realistiske
samtidsskildringer og tendensromaner; M. J.
Crusen-stolpe, K. A. Wetterberg og Aug. Blanche hørte trods
forskjelligheder den samme retning til. Skandinavismen
og studenterlivet i 1840-aarene begeistrede adskillige
digtere som Strandberg («Talis Qualis»), Sturzen-Becker,
Vilh. von Braun, J. Nybom og Gunnar Wennerberg.
Derimod stod G. V. Böttiger, J. Börjesson og i
virkeligheden ogsaa B. E. Malmström Tegnér og fosforisterne
nær. Det samme gjælder finnen Z. Topelius og F. A.
Dahlgren («Fredrik på Rannsätt»), der digtede paa
värm-landsk dialekt. — Af periodens videnskabelige forfattere
kan nævnes historikerne Geijer og A. Fryxell, filologen
J. E. Rydqvist og udgiveren af S.s gamle love G. J. Schlyter.
— Perioden 1 8 6 0—80 er en overgangstid til den eg.
realisme. I 1860-aarene samlede den norske
litteraturhistoriker Lorentz Dietrichson i Upsala og Sthm. en
kreds af litterært interesserede mænd, Namnlösa
säll-skapet, der udgav «Sånger och berattelser af nio
signa-turer» (1863) o. fl., hvorefter de ogsaa kaldtes
«Signaturerna». Dietrichson angreb «efterklangspoesien»,
tegnerismen o. s. V., henviste til Runeberg som forbillede og
krævede realisme; men baade han og hans tilhængere
vendte sig senere bestemt fra brandesianismen.
Tidsrummets betydeligste digtere er Viktor Rydberg og grev
Garl Snoilsky. — Den eg. realisme brød igjennem
med Strindbergs roman «Rôda rummet» (1879) og
beherskede derefter 1880-aarenes litteratur. Dens
betydeligste repræsentanter var, foruden Strindberg, Anne
Gharlotte Leifler, Victoria Benedictsson, Geijerstam, Ola
Hansson og finnen K. A. Tavaststjerna. Men den
nøgterne virkelighedsskildring kunde ikke i længden
tilfredsstille; digtere som Verner von Heidenstam og Oscar
Levertin brød med «skomager-realismen»; deres fantasi
krævede sterkere farver og rigere billeder, og denne
renaissance blev en forløsning for et romantisk gemyt
som Selma Lagerlöf. Den følgende tid tilhører ikke en
enkelt bestemt retning; hver gaar sin egen vei. Gustaf
Eroding formaar i sine digte at give baade glæden og
sorgen over det menneskelige livs kaar de skjønneste
udtryk, og den muntre «Fridolin» Erik Axel Karlfeldt
staar næsten paa høide med Fröding i rytmisk lethed
og sikkerhed. Foruden disse kan nævnes Per Hallström,
Sophie Elkan, Tor Hedberg, og som mere udprægede
realister Hjalmar Söderberg, Henning Berger, Henning
von Melsted o. fl. — Ogsaa paa videnskabens omraade
har nutidens S. en række betydelige forfattere:
litteraturhistorikerne Henrik Schück og Karl Warburg,
sprogforskerne (Karl) Axel Kock, Adolf Noreen og Gustaf
Geder-schiöld, kvindesagsforkjæmpersken Ellen Key o. fl. [Litt.
Idet der forøvrigt henvises til artiklerne om de enkelte
forfattere, skal her anføres nogle af de vigtigste verker,
der behandler svensk litteraturs historie: H. Schück og
Warburg, «Illustrerad svensk litteraturhistoria»; O.
Syl-wan, «Svensk litteratur vid 1800-talets midt» (ca. 1830
—60); Johan Mortensen, «Från Aftonbladet till Rôda
rummet» (d. e. 1830—79); Atterbom, «Svenska siare
och skalder, I—VI; V. Vedel, «Svensk romantik».] —
K u n s t.____A r k ij^k t u r. Fra den romanske tid findes
en række mindre "Elrker, men ingen, af særskilt
betydning; Lunds domkirke tilhører dansk arkitektur.
Overgangstiden mellem romansk og gotisk stil er derimod
repræsenteret med flere større verker, saaledes domkirkerne
i Vasterås, Strängnäs og Linköping; desuden kan nævnes
flere kirker i Visby. Gotiken har frembragt verker som
domkirkerne i Upsala og Skara, klosterkirken i
Vadstena o. a. Mursten har her for det meste afløst den
bugne naturlige sten. Fra renaissancens tid har man
en række slotte, af hvilke kan nævnes Gripsholm og
Kalmar (begge ombyggede middelalderslotte). Vadstena,
Svartsjö o. a. Med barokken fremtræder bestemte
kunstnernavne; den franskfødte Simon de la Vallée (f.
1642) og hans søn Jean (1620—96) har bl. a. givet teg-
ziegelrot ® teglstensrød.
Ziegenbart ® m, gjetesbjeg.
ziegenfüssig ® bukkebenet.
Ziegenhainer ® m, knorte-
^ Ziegenmelker ® m,
gjete-melker; kveldknar(re), natravn.
Ziegenpeter ® m, kusma.
Zieger ® m, myse.
Ziegerkäse ® m, myseost.
Ziegler ® m, teglbrænder.
Zieh- ® (i sam.sætn.) træk{ke)-,
vinde-, pleie-, foster-, f. eks.
Zieh-brücke f, vindebro, Zieheltern
pl, pleieforældre osv.
ziehen (t) trække, drage;
op-føde, opdrage.
Ziehleine ® f, ramtaug; (til-,
sjøs) jageline.
Ziehtag (t) m, flyttedag.
Ziehung (t) f, trækning.
Ziel ® n, maal, ende, grænse;
termin; øiemed, hensigt.
zielen ® sigte; rette; stevne.
Zielpunkt ® m, sigtepunkt.
Zielscheibe ® f, skydeskive.
Zieltag ® m, termins-,
betalingsdag.
ziemen ®: sich z. sømme sig,
passe sig.
Ziemer ® m, (dyre)ryg,
lænde-stykke ; kramsfugl ; birketrost ;
druetrost.
ziemlich ® temmelig (stor);
nogenlunde.
Zier ® f, pryd(else), pynt.
Zieraffe (g m, spradebasse =
Zierbengel, -laffe m; snerpe.
Zierat(h) ® m (f), prydelse,
udsmykning, ornament.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
