Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1687
Tyrkîs—Tysfjord
1688
saa sterk, at sultanen fandt det klogest at bøie sig.
24 juni 1908 gjenindførte han forfatningen af 1876, og
et tyrkisk parlament sammenkaldtes. Men allerede
februar 1909 foretog Abd-ul-Hamid en kontrarevolution
og jagede medlemmerne af den ungtyrkiske «Komité for
enhed og fremskridt> paa flugt. Kupet skulde ikke
lykkes. Ungtyrkiske tropper under ledelse af Schevket
pasha rykkede mod Konstantinopel, som faldt i deres
magt, Abd-ul-Hamid blev taget tilfange, afsat og
indespærret i Saloniki, og hans broder, Muhammed V(1909—),
proklameret som sultan. Den nye sultans styre blev trods
al god vilje fra hans side yderst ulykkeligt. Ungtyrkerne
viste sig ude af stand til at hindre baade angrebene
udenfra og den indre selvødelæggelse. Den ene
regjeringskrise fulgte efter den anden. I september 1911 rykkede
italienske tropper ind i Tripolis, som det dog først efter
et halvt aars felttog lykkedes at erobre, skjønt landet
var henvist til at forsvare sig væsentlig med sine
indfødte tropper. Den sidste rest af T.s nordafrikanske
rige gik dermed tabt. Endnu værre gik det i den
af-gjørende krig med de forbundne Balkanstater, som
udbrød umiddelbart efter fredsslutningen med Italien, og
indlededes med Montenegros krigserklæring 8 okt. 1912
som signal til et alm. angreb ogsaa fra Bulgariens,
Serbiens og Grækenlands side. Krigen førte fra katastrofe
til katastrofe for T., hvis magt syntes at falde
fuldstændig sammen under de energisk gjennemførte anfald.
Allerede 3 dec. saa T. sig nødsaget til at afslutte en
vaabenstilstand, som 16 dec. afløstes af
fredsunderhand-linger, der fandt sted i London. Det ledede til, at
T. blev berøvet alle sine provinser i Europa undtagen
den halvø, paa hvilken Konstantinopel er beliggende.
Det gamle osmaniske rige har dermed praktisk talt
ophørt at være en europæisk magt og er trængt tilbage
til Asien. [Litt.: Hammer-Purgstall, «Geschichte des
osmannischen Reichs» (2 bd., 1834—36); Rosen,
«Geschichte der Türkei 1826—56» (2 bd., 1866—67); L.
Jonquières, «Histoire de l’empire ottoman» (2 udg. 1897);
Hecquard, «La Turquie sous Abd ul-Hamid, H (1876—
1900); Norodunghian, «Recueil d’actes internationaux de
l’empire ottoman (4 bd., 1897—1903); W. Miller, «The
Ottoman Empire 1801—1913» (Cambridge 1913).]
Tyrkis er et blaat-blaagrønt mineral, der i sleben
tilstand, særlig for de himmelblaa varieteters
vedkommende, anvendes som ædelsten. T. bestaar af
aluminiumfosfat forurenset med farvende kobber- og
jernforbindelser. T. er gjennemsigtig og har kun liden haarhed
(6). Farven er temmelig ubestandig, bleges efterhaanden
af lys. T. forekommer forholdsvis sjelden; findesteder
er Persien, Sinaihalvøen og Mexico. Surrogater for egte
t. er «tandtyrkis», d. e. tænder af forhistoriske dyr, og
imitationer i farvet glas.
Tyrkiskrødt kaldes en særlig egte og fyrig rød farve
paa bomuldsvarer, som erholdes med alizarin (s. d.)
under benyttelse af olje- og lerjordbeis.
Tyrkisk sprog. Tyrkisk, i snævrere forstand, eller
o s m a n i s k er et af de talrige tyrkisk-tatariske sprog,
som tiltrods for de umaadelige landomraader, disse sprog
strækker sig over, staar hverandre saa nær, at man
næsten kunde betragte dem som dialekter af ét og
samme sprog (to af dem, jakutisk i Sibirien og
tschuva-schisk i Volga-trakten, skiller sig dog skarpere ud fra
de andre). For det osmaniske sprogs vedkommende
gj ælder dette kun folkesproget. Skriftsproget og tildels
ogsaa det «dannede talesprog», som er opstaaet under
dets indflydelse, er sterkt opblandet med arabiske og
persiske elementer, ikke bare hvad ordforraadet angaar,
men ogsaa i syntaktisk henseende. Især den arabiske
indflydelse har været skjæbnesvanger: skriftsproget blev
efterhvert ganske uforstaaeligt for den almindelige mand.
I 1870-aarene kom der op en national sprogbevægelse,
som satte sig som maal at rense ud arabiske og persiske
ord og vendinger, som endnu ikke havde faaet
hjem-stavnsret i sproget, og som kunde lade sig erstatte af
egte tyrkisk, optaget fra folkesproget. Kløften mellem
skriftsproget, særlig prosalitteraturens sprog, og
folkesproget er derfor nu adskillig mindre. I poesi og i
officiel stil har den gamle udtryksmaade haardnakket
holdt stand mod reformbestræbelserne. Tyrkerne bruger
det arabiske alfabet. Det egner sig meget daarlig for
deres sprog. Skrevet med latinske bogstaver er det,
med sin faste grammatikalske bygning og sin fuldt
udviklede vokalharmoni, et sjelden klart og greit sprog,
men i arabisk skriftdragt bliver det alt andet end let
at læse. Om slegtskab mellem de tyrkisk-tatariske og
andre sprog se U r a l-a 11 a i s k e sprog.
Tyrol, se Tirol.
TyroHenne (tirolienne), tirolsk folkedans og vise i
takt.
Tyrone [tirén], Irland, grevskab i prov. Ulster,
mellem Lough Neagh og Lough Erne, 3152 km.^ 142 700 indb.
(1911, minket 5.3 pet. siden 1901). Hovedstad Omagh.
Ty rosin, GgH^iNOg, oksy-fenyl-alanin, er et fysiologisk
vigtigt produkt, der opstaar ved pankreasfordøielsen og
forraadnelse af eggehvidestoffe. Forekommer ogsaa i
gammelost og melasse, i pankreaskjertelen, i milten. 1
leveren findes den under sygelige tilstande.
Tyrrhëner, græsk navn paa etrurerne.
Tyrrhënske hav (Tuskiske hav), en del af det
vestlige Middelhav, mellem Italiens halvøstykke og Sicilien
paa den ene side og Corsica-Sardinien paa den anden side,
3731 m. dybt. I det T. h. ligger øerne Elba o. a. toskanske
øer, Ischia, Capri, de Pontinske og de Lipariske øer m. fl.
Tyrus, berømt by i det gamle Fønikien. Navnet
stammer fra græsk udtale; grækerne maa have faaet det
ad en omvei. I hebraisk lyder det Sôr, d. e. «klippe»,
og hermed stemmer, at byen laa paa en (senere flere)
klippeøer ca. 600 m. fra fastlandet (jfr. Ezek. 26, 4. 14.
17ff.; 27,32). Der var to havne, den sidoniske i nord,
den ægyptiske i syd. Paa fastlandet ret overfor T. laa
en by, som græske forfattere kalder Palaityros, d. e.
Gammel-T. ; denne by har vel ogsaa i virkeligheden været
ældre end ø-byen; men navnet har den faaet overført
paa sig i den senere tid. Nu (siden 1766) ligger en
liden by Sûr (6000 indb.) paa nordsiden af den tidligere
0, der er blevet til en halvø som følge af den opfyldning,^
Alexander den store lod foretage, da han vilde erobre
byen. Se forøvrigt Fønikien.
Tyrving, et sverd med overnaturlige egenskaber,
omtalt i den isl. «Hervararsaga». T. er smedet af dverge,
og som følge af disses forbandelse udføres med det
flere niddingsverker.
Tysbast, se Daphne.
Tysfjord, herred i Nordlands amt paa sydsiden af
Ofotfjorden ved dens munding, 1608.08 km.^ med 3143
indb. (1910); 1 67 pr. km.^ Herredet, som svarer til T.
prestegjeld og sogn, ligger omkring den brede ca. 25 km.
lange mod syd indtrængende Tysfjord og dens mange
arme (Stedfjorden, Indre Tysfjorden, Mandfjorden,
Grundfjorden og den dybt indtrængende Hellemofjord). Høie
fjelde, særlig i den indre mod Sverige grænsende del
(Fonntind 1312 m., Tjorro Varre 1360 m.). I den
nordøstlige del en snip af Frostisen. Vigtigste næringsveie
er fædrift, skogbrug og fiskeri. Særlig er flere af disse
fjorde gode sildefjorde. Udbyttet af fiskerierne opgives
for 1910 til 476 028 kr.; deraf falder 450900 kr. paa
sildefisket. Af arealet opgives 8.00 km.^ at være aker
og eng, 95.73 km.^ skog, 31.24 km.^ ferskvand; resten
snaufjeld og myr og evig sne. 9091 maal udyrket ti
dyrkning skikket jord; 1901—07 nyopdyrkedes 147 maal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
