Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vulkanisering ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1931
Vækkerure—Værdi
1932
Da V. 1858 afløstes af konstabler, var der to
raadstu-gefreidere, otte politivægtere og seksti natvægtere samt
fire taarn-vægtere.
Vækkerure, se Ur.
Vælsk bruges i ældre lid alm. i betydningen
romansk; Vælskland, d. s. s. Italien.
Vänern, Sveriges og den Skandinaviske halvøs største
indsjø, i grænsen mellem Götaland og Svealand, mellem
Varmland, Dal og Västergötland, 5568 km.^ (uden øer),
140 km. lang, 89 m. dyb, 44 m. o. h. V. deles i to
dele, Stora V. i øst og Dalbosjön i vest, af den
mod syd udstikkende halvø Näset, den mod nord
udstikkende Kållandshalvø med foranliggende Kållandsø
og flere mindre øer og skjær. V.s strand er
ind-skaaret af talrige viker, blandt dem Kinneviken i syd
ind til Lidköping, i n.ø. Varnumsviken ved
Kristine-hamn og Åråsviken. Ved den nordre strand flere større
øer, bl. a. Hammarö udenfor Karlstad, i syd bl. a. Fågelon
(Torso) udenfor Mariestad. V.s vigtigste tilløb er
Klar-älfven (se Klara), Norsalfven gjennem Fryken sjøer ne til
Rottna alf (fra Norge) ud i Åsfjarden vest for Hammarö,
afløbet fra Varmelen sjö, endvidere Byälfven med
kildeelve fra Norge (elven fra Varalden og Møkerensjøerne
og Vrangselven gjennem Aklangen) gjennem Glafsfjärden
ud ved Säffle, Upperudsälfven (fra Rømsjøen i Norge)
gjennem Stora Le, Lelången o. a. sjøer i grænsen mellem
Värmland og Dalsland, Gullspåagsalfven (Svartälfven)
gjennem Skagern sjö, Göta kanal ved Sjötorp, Tidan fra
Strängseredsjön munder ved Mariestad, 172 km. lang,
Lidan (s. d.). V.s afløb er Götaälfven (s. d.).
Vänersborg, Sverige, by i Älfvsborgs (V.s) län
(Västergötland), paa en ø ved Götaäifvens udløb af Vänern,
7650 indb. Fabrikvirksomhed, bl. a. tændstikfabrik.
Vær kaldes steder i det vestlige og nordlige Norge,
hvortil folk søger for fangstens skyld. Se Dun og
dunvær, Egvær, Fiskeri.
Værdalen, herred i Nordre Trondhjems amt, øst for
Levanger, 1597.88 km.^ med 5904 indb. (1910); 3.95
pr. km.^ Herredet, som svarer til V. prestegjeld med
Sdklestad, Vuku og Vinne sogne, udgjør et af
Nord-Tføndelagens mægtigste jordbrugs- og skogdistrikter og
omfatter hele dalføret V., som fra den indre
Trondhjems-fjord straks n.ø. for Levanger skjærer mod s.ø. ind mod
den svenske grænse. Dalføret gjenntmstrømmes af
Vær-dalselven med bielve (s. d.). Den nedre, vestlige del
af dalføret udgjøres af den brede, veldyrkede
hovedbygd. De øvre dalfører er trange og spredt bebygget.
Afrundede fjelde paa vel 1000 m. (Hermansnose i syd
1035 m.). Mange vande. Ved Værdalselvens udløb i
fjorden Værdalsøren strandsted med 629 mennesker
i 126 huse. Af arealet opgives 67 80 km.^ at være aker
og eng, 464.15 km.^ skog, 74.77 km.^ ferskvand; resten
er udmark, snaufjeld og myr. 13 656 maal udyrket, til
dyrkning skikket jord; 1901—07 nyopdyrkedes 1441
maal. Vigtigste næringsvei er jordbrug og skogdrift.
Betydelige skogstrækninger (Værdalsbruget) er paa
udenbygds hænder. Tre meierier. Kobber- og
nikkelforekomster, skiferbrud, teglverk, flere sagbrug. Heil—
Sunnan-banen passerer gjennem herredet.
Hovedveis-forbindelse med Jämtland (Sverige). V. sparebank,
oprettet 1856, Antagen formue 1912 3 707 000 kr., indtægt
156000 kr.
Værdalselven dannes ved sammenløbet af Sjækra,
der kommer fra Skjækervand med bielven Helgaaen fra
det 6.60 km.^ store Værravand i n.ø., og Inna, der
kommer fra Billingen i øst nær grænsen mod Sverige.
Hovedelven flyder omtrent ret i vest gjennem den brede,
veldyrkede Værdal (s. d.) og falder ved Værdalsøren i
den indre Trondhjemsfjord. Elven har gjentagne gange
foraarsaget betydelige ras og udglidninger. I hovedelven
er ingen vandfald, i Skjækra er derimod flere betydelige
fosser, hvoriblandt nævnes Sjækerfossen og Granfossen.
Samlet vandkraft for tiden (1913) 4310 eff. hk.
Nedslagsdistrikt 1397 km}
Værdalsfondet oprettedes ved frivillige bidrag fra
det hele land og mange nordmænd i udlandet til støtte
for de skadelidte ved lerfaldet i Værdalen natten mellem
18 og 19 mai 1893, da 112 personer omkom og en mængde
gaarde blev helt eller delvis ødelagt, den største ulykke
i sin art kjendt i Norge i historisk tid. 55 mill, m.^
gled ud og feiede alt med sig. Foruden 10 000 kr., som
stortinget bevilgede 19 mai til øieblikkelig hjælp,
bevilgedes af statsmidler 21 juli 250 000 kr., desuden indkom
ved privat indsamling (med renter) 313181 kr. Af disse
midler dannedes V., som disponeredes af en komité med
forhenv. statsraad Holst som formand, hvorhos der i
bygden dannedes en velfærdskomité, som beregnede
tabene ved lerfaldet til tilsammen 610120 kr.; heraf
blev af de midler, man havde til raadighed ydet
erstatninger tilsammen til beløb 410 000 kr., medens resten og
senere bevilgninger, tilsammen 314 000 kr., gik med til
ny elveregulering.
Værdalsøren, se Værdalen.
Værdi er, fra socialøkonomiens synspunkt, den
egenskab hos gjenstandene eller de økonomiske goder, at de
tilfredsstiller menneskelige behov. Vi kalder denne
egenskab deres nytte, og efter graden af nytten vurderer
vi dem, d. v. s. tillægger vi dem v. Ved at tillægges
V., sætter vi gjenstandene i forhold til vort velvære; vi
sammenligner, bevidst eller ubevidst den v., d. v. s. den
grad af nytte (brugbarhed), gjenstandene har for os, med
de anstrengelser eller opofrelser, vi maa gjøre for at
tilfredsstille vort behov, det vi-1 i alm. sige tilegne os
gjenstanden. Begrebet v. er det mest centrale i
socialøkonomien; denne kan paa en maade siges at være læren
om V.; denne lære spiller ialfald en stadig større rolle
i den teoretiske socialøkonomi, og det er paa dette
om-raade, at den gamle, «klassiske» nationaløkonomi har
undergaaet de mest gjennemgribende omdannelser. Adam
Smith skjelnede mellem tingenes brugsværdi eller nytte
og deres bytteværdi og baserede herpaa læren om tilbud
og efterspørsel, som var den enkle, at det kvantum, som
sælges til en bestemt pris, er nøiagtig saa stort som det
kvantum, som kjøbes til denne pris. Hvorledes denne
saa at sige mekaniske ligevegt tilveiebringes, lærer den
os ikke. Den udbedring, den klassiske værdilære fra
tiden før Stuart Mill trængte, fik den gjennem den
subjektive værdilære, som hviler paa teorien om den
saakaldte «grænsenytte», opstillet omkr. 1870 uafhængig
af hinanden af østerrigeren Carl Menger, englænderen
Jevons og schweizeren Walras, og senere yderligere
udformet og underbygget af østerrigeren Böhm Bawerk i
hans verk «Kapital und Kapitalzins» (1886). Medens de
gamle økonomer betonede tingenes bytteværdi, altsaa
deres objektive brugbarhed, bliver i den moderne
værdi-lære den subjektive brugsværdi, nytten, det afgjørende
kriterium. Det kommer altsaa ikke an paa tingens
nytte i og for sig, men væsentlig paa dens nytte for
mig, behovets subjekt. Vurderingen bliver da forskjellig
efter subjektets opfatning af nytten under de givne
omstændigheder og efter styrken af det netop
tilstedeværende behov. Husmoderen, som slaar over, om hun
har raad til at bruge 2 eller 3 kg. kaffe, vil overveie
(vurdere), hvilken tilfredsstillelse de 3 kg. vil give hende
i sammenligning med den, de 2 kg. vil give. Der
indtræder en gradering i værdiansættelsen. I
overensstemmelse hermed bestemmes da varepriser, arbeidsløn i
enheder, efter vegt og maal, som dagløn o. s. v. Dernæst
stilles den enkeltes subjektive vurdering i sammenhæng
med den kjendsgjerning, at behovene synker i intensitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
