Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Æselhoved ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2053
Æselhoved—Æterisering
2054
farve. Æ. er et sjeldent mineral, som findes paa
peg-matitgange i det sydlige Norge (Hitterø)*og Miask i Ural.
Æselhoved, en svær træklods med to huller, ét til
masten og ét til stangen, saaledes at det holder disse to
rundholter sammen. Æseløre, svære øiebolte i æ. til
anbringelse af blokke.
Æselfesten, se Narrefesten.
Æser, se Aas.
Æsing^ den øverste kant af en baad.
Æskulapius, se Asklepios.
Æsler, se Hesten.
Æsop, se Aisopos.
Æstetisk er videnskaben om det skjønne. Navnet
er først brugt 1750 af Baumgarten, der udgav en
«Æsthetica» i 2 bd. Men allerede Aristoteles har givet
et vegtigt bidrag til æ. i sin afhandling om digtekunsten.
En klar begrebsbestemmelse af det skjønne blev dog
først givet af Kant (i «Kritik der Urteilskraft»), der
adskiller det fra det nyttige og behagelige som det, der
vækker et uinteresseret (begjærfrit) velbehag.
Schiller har i tilslutning til Kants filosofi skrevet «Über
Anmut und Würde», «Über die ästhetische Erziehung»
og «Über naive und sentimentalische Dichtung». Af
andre filosofer har Schelling, Hegel og Vischer dyrket
spekulativ æ. med hovedvegten paa det skjønnes
idéindhold. Endelig har G. T. Fechner i sin «Vorschule der
Æsthetik» (1876) begyndt en eksperimental bestemmelse
af, hvilke paavirkninger og forhold der fremkalder
æstetisk lyst. — Æstetiker betegner ikke alene et
menneske, der dyrker æ. som videnskab, men ogsaa et
menneske, for hvem skjenhedsindtryk spiller en særlig
fremtrædende rolle, f. eks. paa bekostning af det etiske
(moralske). — Æstetisk, hvad der angaar det skjønne.
Æstetisk litteratur, skjønlitteratur. [Litt.: G.
Wilkens: «Æ. i omrids», 1887.]
Æstuar(ium), elvegab, en stor elvs munding, dannet
ved tilhjælp af tidevandet, som ogsaa holder den aaben
og udvider den. Æ. har form af en tragt, men kan
ogsaa være trang (flaskehals-munding). Elben, Weser,
Themsen, Gironde, Jenissei, Amazonas er eksempler.
Ætan, GgHg, er en brændbar gas, der ved lav
temperatur og høit tryk kan kondenseres til en vædske.
Egenvegt 1.04. Forekommer i jordoljedistrikterne og kan
fremstilles kunstig paa mange maader.
Æter. Allerede de gamle græske naturfilosofer
diskuterede spørsmaalet, om rummet var fuldt eller tomt.
Anaxagoras lærte, at overalt, hvor der var rum, var der
ogsaa materie (kontinuitetslæren). Demokritos (s. d.)
hævdede derimod, at materien bestod af smaadele adskilte
ved tomt rum (atomlæren). Fysiken har udviklet sig
under stadig indflydelse af begge disse opfatninger.
Atomlærens fortrin er, at den forklarer legemernes
individualisering, kontinuitetslærens, at den forklarer
sammenhæng og vekselvirkning. Ved æ. forstaar man det for
vor umiddelbare sansning utilgjængelige stof, som efter
kontinuitetslæren antages at fylde det tilsyneladende
tomme rum mellem de synlige legemer og mellem disses
atomer, forsaavidt de antages atomistisk bygget. I
renais-sancetiden antog Descartes eksistensen af en verdensæter,
som ved sin hvirvlende bevægelse førte himmellegemerne
i deres baner om solen. Huyghens grundlagde
undula-tionsteorien, der forklarer lyset som en bølgebevægelse
i en saadan æ. (se Lys). Efter Newtons opdagelse af
tyngdeloven fandt man imidlertid at kunne undvære
æteren til forklaring af himmellegemernes bevægelse, og
hans emanationsteori syntes at skulle gjøre den
overflødig ogsaa til forklaringen af lyset. Newtons optræden
indledede derfor den periode i fysikens historie, som maa
betegnes som den rene atomismes: man anerkjendte kun
eksistensen af atomer, som virkede paa hinanden paa af-
stand gjennem det tomme rum. Youngs og Fresnels
undersøgelser i begyndelsen af 19 aarh. har imidlertid
ført til forkastelse af Newtons emanationsteori og
aner-kjendelse af undulationsteorien som den eneste, der
kunde forklare lysets eiendommeligheder. Eksistensen
af en lysæter vandt derved frem til alm. anerkj end else
blandt fysikerne. Kort efter dette gjennembrud førtes
Faraday til den anskuelse, at de elektriske og magnetiske
fænomener ikke skyldtes Newtonske virkninger paa
afstand gjennem tomt rum, men maatte forklares ved
tilstande eller processer i et rumopfylden de medium
(jfr. Elektr icite t, bd.II, sp. 1191). Maxwells teoretiske
og Hertz’ eksperimentelle undersøgelser viste, at
Faradays idéer maatte indeholde en væsentlig sandhed, og
gav samtidig beviset for, at der var fuld sammenhæng
mellem de elektriske og de optiske fænomener, saa at i
tilfælde begge blev at forklare ved den samme æ. Troen
paa æ.s realitet fæstede sig gjennem disse opdagelser saa
sterkt, at det f. eks. blev alm. at betegne læren om de
elektriske, magnetiske og optiske fænomener som æ.s
fysik. Imidlertid har der allid været store
vanskeligheder ved at forstaa og forene de egenskaber, som man
maa tillægge æ., for at forklare alle fænomener. Allerede
Fresnel drog den slutning af sine optiske undersøgelser,
at æ. ikke, som man altid før havde tænkt sig, var at
sammenligne med en vædske, men snarere med et fast
legeme. Engelske forskere (Lodge, Larmor) har gjort
opmerksom paa, at man for at forklare de intense
elektromagnetiske felter nær bevægede elektroner (s.d.), maa
tillægge æteren, ikke som man før antog, overordentlig
liden, men tvertom overordentlig stor tæthed, efter
Lodge 10^^ gange vandets tætbed. Efter Bjerknes’ (s. d.)
undersøgelser (se Hydrodynamik) vil bevægelsen i
et medium svarende til æteren frembringe en mekanisk
kraft, som i første haand ikke er lig, men modsat lig
den, der optræder i det elektriske eller det magnetiske
felt (jfr. Gravitation). Fremfor alt er dog den
modsigelse traadt i forgrunden i diskussionen, at lysets
aberration (s. d.) synes at vise, at æteren staar stille i
verdensrummet, Michelsons (s. d.) interferensforsøg
derimod, at den følger jorden i dens bevægelse. Lorentz (s. d.)
har søgt at opklare modsigelsen ved en hypotese af
fysisk natur, medens Einstein og hans efterfølgere har
søgt foîklaringer i en helt ny opfatning af tids- og
rum-begrebet (se Relativitetsprincipet). De
yderlig-gaaende tilhængere af disse synsmaader menes atter at
kunne undvære forestillingen om en æ., men nogen
af-gjørende seier har de ikke hidtil kunnet tilkjæmpe sig.
Ætere kaldes i den organiske kemi de forbindelser,
hvis molekyler indeholder to alkoholradikaler, f. eks.
metyl eller ætyl (se Radikal) forbundet med et
sur-stofatom. Ætylæter, G^Hg—O—G^H.^, alm. kaldt blot
æter, faaes ved at ophede alkohol med svovlsyre til
140° og er en flygtig, brændbar, ildsfarlig vædske, der
koger allerede ved 35^. Den er et udmerket
opløsnings-og ekstraktionsmiddel og bruges som saadant meget i
laboratorierne og i den organisk tekniske industri. Den
anvendes særlig til fremstilling af kollodium, kunstig
silke og røgsvagt krudt, samt i medicinen, bl. a. som
stimulans og bedøvningsmiddel. Sammensatte æ.
(s. d.) er en helt anden gruppe forbindelser, hvorfor de
til undgaaelse af forveksling bedst benævnes estere.
Æterisering, bedøvelse af patienter ved operationer
ved hjælp af indaanding af æter. Blev første gang
anvendt i Boston i 1840-aarene. Foretrækkes i stor
udstrækning for kloroform, fordi den ikke medfører fare
for de dødsfald af hjertelammelse, som under og efter
operationen (rigtignok kun sjelden) medføres af kloroform.
Paa den anden side optræder der (dog ligeledes kun
sjelden) efter æ. tilfælde af bronkiter og lungebetændelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
