Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kammeratskab i »Fjældhulen« - I. Til Marie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
K J
D a troede jeg paa Mennesker — og paa min Barnelære
de var saa gode alle, jeg vilde ingen støde,
men altid selv beflitte mig paa mild og god at være
og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde.
Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig,
men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet
forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig.
Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet.
Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden,
og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet,
før ogsaa jeg fik lært mig at slaa den Tyr for Panden,
der ellers mit naive Hjærte vilde truffet.
Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde
saa rent uforberedte om Lovene, som raader!
De skønne Idealer er jo allesammen døde,
hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader!
Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«,
__ men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare,
der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare.
Og i mit Hjærte vokste om eget Liv mit Krav.
Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare,
men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder.
Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare;
et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller.
Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet,
hvori min Evne higede mod Selvstændighed.
Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet,
maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
