Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kammeratskab i »Fjældhulen« - II. Harald Moltke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
w./m -iM i i’i, a t t a
II
HARALD MOLTKE
Frostklar var Dagen. Du husker den ikke.
Maalet var naaet — men for hvilken Pris!
Dér laa du paa Slæden med vildsomme Blikke,
laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis.
Rundt om os bare den livløse Is.
Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede,
ensomt ad utraadte Veje vi stred
op til den nordligste Kyst paa vor Klode,
Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved.
Det blev den tungeste Dag jeg véd.
Jubelens Time, vi stolt skulde fejret,
naar vi besteg den forjættede G rund––––
udslidte laa vi om Snehytten lejret,
Ordene frøs paa vor angstfulde Mund,
hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund.
Kysten var lydløs og menneske-øde,
intet at æde for Hunde og Mænd,
fjernt i den gryende Morgenrøde
bølged den blaanende Isblink hen.
— Skulde du stivne og dø som den?
Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde
segned du midt i din rastløse Flid. . .
Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde
varme dig Læben, som skælver hvid.
Raadvilde ser vi din grufulde Strid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
