Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tiende Kapitel - Ellevte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 VAN H OE
79
ling og" gik forud med en Kjerte i Haanden; han lukkede Husets
Yderdør op, førte Gurth over en brolagt Gaard og lukkede ham ud gennem
en Portlaage, som han lukkede efter ham med Slaaer og Kæder, der
kunde have passet for et Fængsel.
»Ved St. Dunstan,« sagde Gurth, medens han ravede hen ad den
mørke Vej, »det er ingen Jødinde, men en Engel fra Himlen! Ti Dukater
fra min gæve unge Herre — tyve fra denne Zions Perle — sandelig, det
er en lykkelig Dag. Saadan en Dag til, Gurth, og du kan løskøbe dig af
Livegenskabet og blive saa fri og frank som den bedste Mand. Saa
lægger jeg Svinehyrdens Horn og Stav fra mig og tager den frie Mands
Sværd og Skjold og følger min unge Herre til Døden uden at dølge
enten mit Aasyn eller mit Navn.«
ELLEVTE KAPITEL.
Gurths natlige Æventyr var endnu ikke til Ende; han fik ogsaa selv
delvis en Fornemmelse deraf, da han efter at være kommen forbi et af
de spredte Huse, der laa i Udkanten af Landsbyen, befandt sig i en
Hulvej, der lob mellem to Bakker, som var bevoksede med Nøddebuske og
Kristtorn, medens hist og her en Dværg-Eg strakte sine Grene ud over
Vejen. Denne var desuden meget hullet og opkørt af de Vogne, paa hvilke
der for ikke længe siden var kørt Genstande af forskellig Art til
Turneringen; og den var mørk, thi Bakkerne og Buskene skyggede for
Maanens Skin.
Fra Landsbyen hortes den fjerne Lyd af lystige Gildeslag, nu og da
blandede med høj Latter, stundom afbrudte af Skrig og stundom af en
fjern Musiks vilde Toner. Alle disse Lyd, der vidnede om den Tummel,
som herskede i Byen, der var overfyldt af stridbare Adelsmænd og deres
udskejende Følge, voldte Gurth nogen Uro. »Jødinden havde Bet,« sagde
han til sig selv. »Ved Himlen og St. Dunstan, jeg vilde ønske, at jeg var
i Behold ved min Vandrings Maal med alle disse Skatte. Iler er saa
mange, jeg vil ikke sige af omstrejfende Gavtyve, men af vandrende
Riddere og vandrende Svende, vandrende Munke og vandrende Sangere,
vandrende Gøglere og vandrende Narre, at en Mand med en eneste Mark
i Lommen vilde være i Fare, endsige da en stakkels Svinehyrde med en
hel Pose fuld af Dukater. Give Gud, jeg var ude af Skyggen fra disse
Pokkers Buske, for at jeg i al Fald kunde se et Glimt af de Tyveknægte,
inden de farer løs paa mig.«
Gurth fremskyndede desaarsag sin Gang for at naa den aabne Fælled,
som Vejen førte ud til, men var ikke saa heldig at naa sit Maal. Lige som
han var kommen til den øverste Ende af Hulvejen, hvor Krattet var
tættest, sprang fire Mand løs paa ham, netop som han havde været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
