Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Enogfyrretyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
wai.ter scott
»Ædle Edith,« sagde Cedric efter et Øjeblik at have staaet tavs
ligesom for at give Richard og Wilfred Tid til at betragte Husets Frue,
»disse Mænd er hæderværdige fremmede, som er komne for at tage Del
i din Sorg Særlig er dette den tapre Ridder, der kæmpede saa gævt for
at befri ham, hvem vi i Dag sørger over.«
»Hans Tapperhed har forskyldt min Tak,« svarede Husfruen, »skønt
det var Himlens Vilje, at der intet skulde udrettes derved. Jeg takker
ogsaa for hans og hans Ledsagers Artighed, at de er komne hid for at
se Adelings Enke, Athelstanes Moder, i hendes dybe Sorgs og Klages
Stund. Til eders Omsorg, gode Frænde, betror jeg dem, forvisset om,
at de ikke vil komme til at savne den Gæstfrihed, som dette Sorgens
Hus endnu kan yde.«
Gæsterne bukkede dybt for den sørgende Moder og gik tilbage med
deres gæstfri Ledsager
Ad en anden Vindeltrappe kom de op i et Gemak af samme
Størrelse som det, de først var komne ind i, og som optog Etagen
umiddelbart oven over. Inden Døren til dette Gemak endnu var aabnet, lød der
fra det en dæmpet Sørgesang. Da de traadte ind, befandt de sig overfor
omtrent tyve Matroner og Jomfruer af fornem angelsachsisk Byrd. Fire
Jomfruer istemte under Anførsel af Rowena en Hymne for den afdødes
Sjæl.
Rovena hilste med yndefuld Anstand paa sin Befrier. Hendes Væsen
var alvorligt, men ikke nedslaaet, og det er tvivlsomt, om ikke Tanken
om Ivanhoe og hans uvisse Skæbne havde en lige saa stor Lod i hendes
Alvor som hendes Frændes Død.
Cedric, der, som vi alt har bemærket, ikke var synderlig klarsynet
i slige Sager, fandt imidlertid sin Myndlings Sorg saa meget dybere
end nogen af de andre unge Pigers, at han ansaa det for rettest til
Forklaring at hviske: »Hun var den ædle Athelstanes Trolovede.«
Efter saaledes at have forestillet Gæsterne i de forskellige Gemakker,
i hvilke der under forskellige Former blev truffet Forberedelser til
Athelstanes Jordefærd, førte Cedric dem ind i en lille Stue. Han
forsikrede dem, at der i alle Maader skulde blive sørget for dem, og vilde
til at gaa hort, da den sorte Ridder greb hans Haand.
»Jeg ønsker, ædle Than,« sagde han, »at minde eder om, at da vi
sidst skiltes, lovede I at tilstaa mig en Bøn for den Tjeneste, jeg var saa
heldig at yde eder.«
»Den er paa Forhaand tilstaaet, inden I har nævnet den, ædle
Ridder,« sagde Cedric; »men i dette sørgelige Øjeblik —«
»Derpaa har jeg ogsaa tænkt,« sagde Kongen, »men min Tid er
kort, og ej heller tykkes det mig upassende, at vi, naar vi lukker den
ædle Athelstanes Grav, i den nedlægger visse Fordomme og overilede
Meninger.«
»Hr. Ridder af Hængelaasen,« sagde Cedric, der blev blussende rød
og nu for sit Vedkommende afbrød Kongen, »jeg haaber, at eders Bøn
angaar eder selv og ikke nogen anden; thi det, som vedkommer mit
Huses Ære, er det ikke passende, at en fremmed blander sig i —s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
