Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346
talte lavt og vildt, som i kvalte skrik — «hive mig
under et jernbanetog — vite i de sidste sekunder,
at nu — nu straks — er hele min krop, nerver og
hjerte og hjerne — altsammen — maset til en eneste
skjælvende, blodig klump —.»
«Jenny!» Han skrek i. Han var blit hvit i
ansigtet. Og han hvisket besværlig: «Jeg orker
ikke at høre dig snakke slik.»
«Jeg er hysterisk,» sa hun beroligende. Men
hun gik allikevel bort til kroken, hvor hendes lær*
reder stod, og hun næsten hev dem bortover langs
væggen med billederne frem:
«Man kan da ikke gaa omkring og leve for at
gjøre noget slikt —. Kline oljefarver paa lærred —
du ser jo, det blir ikke andet nu — døde malings*
klatter. Du store gud, du har da set, hvor jeg
arbeidet de første maanederne — som en slave —
jeg kan jo ikke male engang længer —.»
Heggen saa paa billederne. Det var allikevel,
som han kjendte fast grund under foten igjen.
«Du maa gjerne si din oprigfige mening om det
— svineriet der,» sa hun utfordrende.
«Ja det er ikke rare greierne — det skal jeg
gjerne indrømme.» Han stod med hænderne i
bukselommerne og saa paa. «Men det, det er da
noget som kan hænde enhver av os — perioder, da
vi ikke kan. For den saks skyld —du burde vite,
synes jeg, at det maa være noget forbigaaende —
for dig. Jeg tror ikke paa, at man kan tape sit
talent, om man har været aldrig saa ulykkelig ellers —.
Du har jo forresten været borte fra dit arbeide
aldrig saa længe —. Man maa jo da først arbeide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
