Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Holberg (1867, 1884)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holberg’
43
danske og norske Literaturs ypperste Skat — er tilblevne —
næsten maa man sige improviserede — i Løbet af nogle faa Aar.
Han har selv, som kjendt, fortalt, hvorledes han var blevet en
moden Mand uden at have nogen Anelse om det poetiske Pund,
der var ham givet, og hvorledes han næsten tilfældigt førtes ind
paa den Bane, hvor hans største Evne skulde komme til
Udfoldelse, og hvor han ligesom med ét Slag naaede frem til det
fuldendte Mesterskab. Man faar herved et saa meget sterkere
Indtryk af denne Evnes vidunderlige Rigdom og Spontanitet, og
man føres til at beklage, at Holberg ikke selv vurderede denne
Evne høit nok og ikke søgte sin fornemste Opgave der, hvor
hans fornemste Evne laa. Hvor meget bedre vilde det ikke have
været, kunde man mene, om han havde samlet sine Kræfter paa
den komisk-satiriske Digtnings Omraade, istedetfor at sprede den
til andre Omraader, hvor han ikke naaede, og ikke kunde naa
den høieste Høide! Man kan ogsaa være tryg for, at det ikke
var med sin gode Vilje, men tvungen af ydre Forhold, at
Holberg saa tidlig afbrød sin Bane som Komedieforfatter, paa
hvilken han havde seet udfoldes hos sig en rig skabende Evne — den
høieste Lykke eller Nydelse, som vel kan blive noget dødeligt
Menneske til Del. Men for ham kunde det dog ikke staa saa, at
han svigtede sit Livs Kald eller afveg fra den Bane, som
dette Kald foreskrev ham, naar han fra sin kortvarige
poetiske Udflugt vendte tilbage til de historisk-filosofiske
Studier, hvormed han havde begyndt. Den Opgave, der allerede
synes at have foresvævet ham fra hans første Optræden, og som
han stillede sig med stadig voksende Klarhed, var en videre end
enten Digterens eller Videnskabsmandens; det maa snarere siges
at have været Reformatorens-, han vilde indføre en ny Aand, en
ny Smag paa alle Aandslivets Omraader, han fandt, at allevegne
afsjælede Former hindrede Livets Fremvækst; det hele Samfund
maatte omstøbes. I dette Formaals Tjeneste stillede han alle
sine Evner; ingen kunde synes ham for stor og ingen for liden
til at tjene det. Han kunde derfor gaa fra Historieskrivning til
Komedieskrivning og fra Komedieskrivning tilbage til Historie
og Filosofi, uden at den indre Sammenhæng og Enhed i hans
Forfatterskab syntes ham brudt; det var altsammen bare
forskjellige Maader at moralisere paa. «Jeg alternerer,» siger han,
«med alvorlige og skjemtsomme Skrifter, hvilke dog alle sigte til
eet Maal; thi alle mine Materier, enten de udføres udi ærbar
Stiil eller udi Skjæmt og Ironier, enten udi Adagio eller Presto,
udi Simpel- eller Tripeltakt, saa have de dog eet og det samme
Sigte, nemlig at opmuntre til Dyd og Duelighed og at bestride
saavel Vantro som Overtro.» — Dette var det Synspunkt, hvorfra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
