Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Fredrik og Karl .Johan
Gl
Dagbog, efter at have faaet Underretning om Kielertraktaten :
«Gud være evig lovet, at vi have Prinds Christian! Uden ham
vare vi forlorne men nu siger jeg: «Nil metuendum duce Teucro
et adspice Teucro,» eller Nordal Brun, i hvis af en egte
Begeistring inspirerede Digt «Manden af Ord» det heder:
«Han over Stjernerne velsigne vi,
som paa vor Nød og os har sendt
en Christian Frederik til vort Lands Regent,»
— men ogsaa af Mænd af et mere modernt Tænkesæt, endog
saadanne, der regnedes for at høre til de «Ildesindede» (d. e.
det Wedelske Parti), som Sibbern, der siger i en under Opholdet
ved Rigsforsamlingen affattet Erklæring: «Jeg anser det for en
sand og uskatterlig Lykke, der muligens har reddet Landet fra
Anarkiets Bædsler, at Hs. kgl. Høihed Prinds Kristian Frederik
i denne Farens Stund har været hos os.»
Og, at det virkelig var en sand og uskatterlig Lykke, det vil
vi heller ikke nu, — med det Overblik, vi nu har over Tingenes
Gang, — kunne drage i Tvivl. Han kunde samle alle Reisningens
Elementer om sig, han kunde være Fører, — han og ingen anden,
— vi maa erkjende det. Man har talt om Wedel i denne
Forbindelse, man har sagt, at, om Wedel havde været i Landet paa den
Tid, da Kielerfreden blev bekjendt, skulde kanske han have
kunnet tage Ledelsen i sin Haand, og Landets Skjæbne vilde da
være blevet en helt anden. Dette er et urimeligt
Tankeeksperiment. Wedel var ganske vist en meget betydeligere Regavelse og
fremfor alt meget mere af en Mand, en Karakter end Kristian
Fredrik; men han var, trods sine Fortjenester af Landet,
upopulær, mistænkt som den, der hyldede en, om ikke upatriotisk, saa
dog unational Politik, og han savnede den vigtigste af alle
Adkomster til at blive det norske Folks Fører, nemlig Fødselens.
Den havde Kristian Fredrik: han var den «Odelsbaarne» — «det
rette Skud af den gamle Stamme» —, det var Hovedsagen. De
gamle Aandsmagter hos Folket, — Lojaliteten, Hengivenheden for
det nedarvede Kongehus, — havde endnu saameget at sige ved
Siden af de nye, — Friheds- og Selvstændighedstendenserne, —
at det var af j’derste Vigtighed, at disse og hine kunde bringes
til at gaa sammen i den afgjørende Krise. Saa dyb og
almindelig end Harmen var over den skammelige Trafik, som var drevet
med det norske Folk ved Kielertraktaten, — saa længe man
havde stundet efter en Leilighed til at realisere Drømmen om et
frit, selvstændigt Norge, — saa vel man i Stilhed havde forberedt
sig til at nytte denne Leilighed, — det vilde altsammen neppe
have forslaaet til at reise Folket eller til at give Reisningen den
nødvendige Raskhed og Styrke, saafremt ikke «den Odelsbaarne»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
