Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Portrætter og Essays
havde paatrykt den Legitimitetens Stempel ved at stille sig i
dens Spidse. Intet Under, at han blev populær, da han gjorde
dette.
Han var det iøvrigt allerede forud; han var det fra første
Stund, han satte Foden paa norsk Grund; han kom, saa og vandt,
som det heder, — han, som de andre Prinser, der blev sendte
herop i Dansketiden; de blev alle populære, elskede, tilbedte.
Det synes at have været nok: at være Prins for at blive det. Om
denne her gjælder det nu vistnok, at han eiede andre Betingelser
for at opnaa Folkeyndest end Prinsetitelen og det kongelige Blod.
Han havde et tiltrækkende Ydre, ei behageligt vindende Væsen;
han udtrykte sig med Lethed mundtlig og skriftlig, — var venlig,
godmodig, livsglad. Han havde været svært feteret i det
kjøbenhavnske Selskabsliv, inden han blev sendt op til Norge; man
talte om hans «Apollohoved» og sagde om ham i den
oehlen-schlägersk-oldnordiske Stil, at han var «skjøn som Baldur,
veltalende som Brage». Han overstraalede aldeles Fætteren Fredrik
den Sjette, — det skulde der jo iøvrigt ikke meget til, — og kunde
synes et rent Vidunder af Begavelse inden den i det hele saa
tarveligt udstyrede Oldenborger-Æt.
Hans Fortrin og Egenskaber var imidlertid allesammen
saadanne, der skaber en Helt i en Balsal eller ved en
Bordkonversation, men ikke paa den historiske Skueplads eller i Handlingens
Verden. Selve den Skjønhed, som man var enig orn at tillægge
ham i Samtiden, synes, efter Portræterne at dømme, at have
været af den glatte, ukarakteristiske Art; «Apollohovedet» af den
Slags, som man finder i Modejournaler. Hans Veltalenhed var
en paa Overfladen glidende, uden virkelig Varme eller Kraft, —
et\ banalt Blomstersprog. Han var, som det blev sagt om ham i
en Tale for den norske Høiesterets Skranke, «deklamatorisk uden
Kraft, pralende uden Mod, blændende uden Virkelighed». En
Dilettant-Natur, — forlystelsessyg til det yderste, — optaget af
Smaating og Forfængelighedens Lapperier midt under de
alvorsfuldeste Omstændigheder (man huske t. Eks. hans Udnævnelse af
den lange Række Kammerherrer og Kammerjunkere, den første
Handling, han foretog, som Norges Konge, og hvilken han selv
tillagde saamegen Betydning, at han har noteret Navnene paa samtlige de
Lykkelige i sine ellers saa knappe Dagbogsoptegnelser fra dette
Tidspunkt), — bøielig, givende efter for sine Omgivelser,
ubeslutsom, ræd for Ansvar, vigende tilbage for enhver Fare, enhver
Vanskelighed, — saadan viste han sig i 1814, saadan efter 1839
som Danmarks Konge.
Det er et merkeligt Vidnesbyrd om det Trylleri, Rangen,
Fødselens Glans endnu dengang øvede, at man kunde tage saa grun-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
