Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Portrætter og Essays
Men Selvstændighedspartiets Mænd gik over Stregen og
kompromitterede sin egen Sag, idet de, ved at vælge Kristian Fredrik til
Konge, afbrød Adgangen til enhver Forhandling med Sverige,
ogsaa en med Norges Ære og Selvstændighed helt stemmende, —
en Forhandling, ikke paa Basis af Kielertraktaten, men paa Basis
af det norske Folks selvgivne frie Forfatning. Om
Rigsforsamlingen paa Eidsvold havde undladt sit Kongevalg og istedet derfor
havde henvendt sig til den svenske Konge med Grundloven i
Haanden og tilbudt ham at blive Norges Konge paa Vilkaar af,
at han anerkjendte denne Grundlov, d. v. s. anerkjendte Norges
ubeskaarne Suverænitet, saa at Foreningen mellem Rigerne vilde
blive en blot og bar dynastisk Union, — og om den svenske
Konge (d. v. s. Karl Johan) havde nægtet at modtage dette
Tilbud og begyndt Krig for at tvinge Nordmændene til
Underkastelse: — hvor langt klarere og friere vilde deres Sag da ikke
have staaet ligeoverfor Europa og i deres egen Revidsthed, —
hvor langt bedre Chancer vilde de ikke have havt for at gaa
seirende ud af en Krig, hvorved ingen vilde have kunnet tvivle om,
at de havde Retten paa sin Side, eller at de kjæmpede for sin
Friheds- eller. Selvstændighedssag og for den alene. Saameget er
ialfald sikkert, at Norge ved en saadan Krig ikke vilde have havt
England mod sig.
Naar vi erkjender, at Selvstændighedspartiets Mænd gjorde sig
skyldig i en stor og skjæbnesvanger Feil ved at vælge Kristian
Fredrik til Konge, maa vi ikke glemme de mange og sterke
Grunde, der taler til deres Undskyldning: — den saa høist
naturlige Taknemmelighedsfølelse ligeoverfor Kristian Fredrik og
Ønsket om at vise den i Gjerningen, — Hengivenheden for den
gamle Kongeæt, — ogsaa en høist naturlig og endnu i de Tider
høist agtværdig Følelse, - de endnu dengang saa dybt rodfæstede»
alment raadende Forestillinger om Monarken eller Fyrstehuset som
Nationalselvstændighedens uundværlige Repræsentant, saa Norges
Gjenreisning som særskilt Ståt kunde synes at være bare
halvgjort Gjerning, indtil man fik sig sin egen Konge, og saa det at
vælge Sveriges Konge til ogsaa at være Norges synes enstydigt
med at undergive sig svensk Overhøihed, — endelig, og ikke
mindst, den inden Rigsforsamlingen herskende Mange) paa
Kjendskab til europæiske Forhold og Opfatninger, saa man kunde
være blind for Sandsynligheden af, at den norske
Selvstændigheds-sag vilde blive paa det alvorligste kompromitteret ved at knyttes
til Kristian Fredriks Person paa en saa uløselig og iøinefaldende
Maade, som det skete ved hans Valg til Konge.
Disse Undskyldningsgrunde gjælder nu, som man ser,
«Prin-sianerne», ikke Prinsen selv. Han havde særskilt faaet fuld Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
