Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Fredrik og Karl .Johan
Gl
sked om, hvorledes man i England ræsonnerede om den «danske
Prins», — hvorledes hans Nærværelse i Norge virkede til at gjøre
den norske Folkereisning mistænkt i Engelskmændenes Øine;
han maatte altsaa kunne forudse, at Udsigterne til at opnaa for
den norske Selvstændighedssag Englands Sympathi og Støtte
eller idetringeste dets Neutralitet, — hvilket man i Samtiden
opfattede og medrette opfattede som et Hovedvilkaar for Sagens
Seir, — vilde blive formindskede eller endog rent forspildte
ved hans Valg til Konge. Naar han alligevel modtog dette Valg,
ja endog arbeidede for at sætte det igjennem, maa det vel kaldes
et Udslag af en forfærdelig Egenkjærlighed, der ofrer Hensynet til
et helt Folks Velfærd for at tilfredsstille et rent Magtbegjær eller
endog bare en personlig Glimresyge.
Hvad der taler til hans Undskyldning, er, at han var opdraget
i den gjængse Fyrstemoral og Fyrsteopfatning, hvorefter Folkene
næsten bare synes at være til for Fyrsternes Skyld. Folkene har
været saa vant til at se denne Opfatning gjort gjældende i den
praktiske Politik, at den Slags «store Beslutninger», som Kristian
Fredriks, da han modtog Kongevalget, endog fordetmeste bliver
Gjenstand for almindelig Beundring, naar de bare bliver
nogenledes konsekvent gjennemførte. Havde Kristian Fredrik
ræsonneret saaledes: Loddet er kastet; nu faar det være slut med alle
Tvivl og alle Samvittighedsskrupler; nu gjælder det en Kamp paa
Liv og Død, — og handlet i Overensstemmelse hermed, saa vilde
man kanske, — endog om det endelige Udfald var blevet baade
hans og Landets Ruin, — have glemt hans Egenkjærlighed og
bare havt Øie for hans Mod og Kraft. Hans Ulykke, — ligeoverfor
Samtidens Dom, — var, at han veg tilbage for Konsekvenserne
af sin «store Beslutning». Idet han arbeidede for sit Valg til Konge
og modtog Valget, slog han ind paa en Vei, der uundgaaelig førte
til Krig, — han udfordrede Krigen og gjorde det til en Æressag
for sig og Folket at føre den med alle de Kræfter, der stod til
hans Disposition. Alligevel forsømte han de allernødtørftigste
militære Forberedelser. Han udfordrede Krigen og tænkte
alligevel bare paa at slippe fra den. Og, da den saa tilsidst kom, trods
alle Forsøg paa at faa den afvendt, førte han den paa en Maade,
som viste, at hans Maal var, ikke at vinde Seir, men bare at
hindre saavidt muligt, at der flød Blod.
Det lader sig nu ikke nægte, at hans Forhold herved vidner
om en holdningsløs Blødagtighed, en afgjort Mangel paa
personligt Mod, saa det var med fuld Ret, han blev Gjenstand for
almindelig Ringeagt. Paa den anden Side var det udentvivl ikke
Hykleri, naar han for sine Omgivelser klagede over det Rlod, der
skulde flyde for hans Skyld. En Følelse af, at Indsatsen, hvorom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
