Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Portrætter og Essays
der skulde kjæmpes, ikke var saameget det norske Folks Frihed
og Lykke som snarere hans personlige Fordel, har virket til at
overvælde ham og lamslaa det lidet af Mod og Handlekraft,
hvorover han raadede. Det var ikke bare Mangel paa Mod, som
bestemte hans Forhold under Krigen, men ogsaa Samvittighedens
Ømskindethed, en Hensynsfuldhed og Tanke paa andres Lidelser,
som er sjelden hos Mennesker i hans Stilling, og som bør
opføres paa hans Kreditside.
I et Brev til sin Ven Carsten Anker af 27de Marts 1815 siger
han, efter at have omtalt, at en kraftig Krigsførsel vilde have
været «overensstemmende med Almuens Aand og med den
Forventning man efter de første Skridt at dømme havde gjorl sig
om Nordmændene og mig»: «Men her sander jeg, hvad Lord
Grey i et Brev til Dem yttrer i den Anledning, at jeg ikke besad
Kraft nok; her gjaldt det at være døv for den lidende
Menneskelighed, ophøiet over den Svaghed, der i mange Henseender
omgav mig, og at handle efter den blinde Grundsætnig: Norge bør
ei blive svensk, uden i ringeste Maade at tage Fornuften paa Raad:
— kald mig for fornuftig eller for svag: hertil havde jeg ikke
Kraft. Jeg indsaa, hvad der under disse fortvivlede
Omstændigheder vandtes ved at sikkre Riget sin Constitution, og jeg bragte
det største Offer, men ikke uden at mit rystede Sind led
uendeligt meget derved, og dette spores kun altformeget i de i Moss
indgaaede Betingelser. Dog herved lider kun jeg; Hovedsagen
opnaaedes: Betryggelse for Norges Grundlov under den mere end
sandsynlige Forening med Sverige. At jeg ei har feilet i mit
Omdømme, viser Udfaldet; med aldeles Rolighed er Foreningen
paa denne Maade optaget af Folket som en Nødvendighed.»
Nu ja — Regningen er endel mere kompliceret end saadan, som
den her opgjøres. Det var ikke bare ham, som blev den lidende
ved Maaden, hvorpaa et under store Forventninger begyndt
Felttog blev afsluttet. Det staar fast, at Kristian Fredrik forsyndede
sig grovelig mod det norske F.olk ved at føre det op i en Krig
uden at sørge for de nødvendige Forberedelser, — ved at
udfordre Krigen paa Folkets Vegne og engagere dets Ære i, at den blev
ført saa alvorligt som muligt og saa bagefter føre den, som om
det hele bare var en Komedie. Men det bør bringes i Afregning
paa hans Skyld og virke til at forsone os med hans Brøde, at
han selv fik bøde saa haardt for den, og at han bar sin Skjæbne
med saamegen Resignation. Og saa bør det endelig ikke
glemmes, at han, efterat han havde opgivet sin egen Sag, vedblev at
arbeide med megen Iver for Norges Sag, og at han indlagde sig
virkelige Fortjenester af Landet ved de Underhandlinger, der førte
til Mosskonventionen, og ved at forblive i Landet, indtil Storthinget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
