Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sverdrup (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sverdrup
181
store Publikum; han talte altid med en Majoritet for Øie, om
ikke en, som allerede var til, saa ialfald en, som det gjaldt at faa
dannet. Han havde en særdeles omfattende historisk-politisk
Læsning; alligevel gjorde han ikke Indtryk af at have nogen
egentlig aandig Horisont eller nogen dyberegaaende
historisk-vi-denskabelig Interesse. Det syntes, som om han læste væsentlig
for at finde Citater eller Argumenter til Støtte for de Reformer
eller det praktisk-politiske Program, hvis Gjennemførelse han
arbeidede for, og som om han, naar han fandt et sligt Argument
fæstede det i en vis Form og anbragte det paa en vis Plads i
sit aandige Rustkammer, saa han kunde have det paa rede Haand
ved given Leilighed, hvoraf fulgte, at det i visse Maader blev en
død (om end meget nyttig) Ting, istedetfor et Sædekorn, hvoraf
nye Tanker kunde spire ud.
Under vort Samvær paa Hjærkin spurgte Sverdrup mig
engang, om jeg havde læst et da nylig udkommet tysk Skrift om
Robespierre, som stillede ham i et gunstigere Lys end det, hvori
man havde været vant til at se ham. Jeg svarede, at jeg ikke
havde læst det og vist heller ikke kom til at læse det, eftersom
Robespierre ikke hørte til mine Folk, hvorved jeg citerede noget
af Carlyle om «den søgrønne politiske Puritaner». Jeg lagde
Merke til, at Sverdrup derefter blev ganske taus, som om han
var bleven stødt ved, hvad jeg sagde, og, da jeg kom tilbage til
Kristiania, fortalte jeg derfor en af hans gamle Venner vor
Samtale og spurgte ham, om han troede, at mine Ord skulde
have virket ubehagelig paa Sverdrup. Han svarede: «Ja — det
kan De forlade Dem paa, at de har; det var at ramme ham paa et
af hans allerømmeste Steder: Robespierre er hans historiske
Yndlingshelt.» «Og det er da heller ikke saa underligt,» føiede
Vennen til; «for det er jo adskillig Overensstemmelse, adskillig
aandigt Slegtskab mellem de to.»
Man studser vel ved dette og finder det vel til en Begyndelse
urimeligt at sammenstille to tilsyneladende saa helt forskjellige
Naturer som Robespierre, den kolde, frygtsomme Pedant med sit
sentimentale Stilisteri, saa spæd og spinkel, — «saa lykkelig fri
for enhver Gnist af Genius», som Carlyle siger, — «full ofsincere
carit, with a logic formula instead of a heart — barren as the
eastwind» — og Sverdrup, som var saa ildfuld, saa energisk og
modig, og hvem ingen vil kunne frakjende en genial Evne. Ved
nærmere Overveielse vil man maaske dog indse, at
Sammenstillingen ikke er saa aldeles uhjemlet endda.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
