Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noget om Bjørnson som ung Mand (II.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
255
Personlighed og Begavelse, just fordi denne Begavelse var eller
maatte synes at være af en saa helt anden Art end den, som man
i de Dage pleiede at sætte høiest eller var mest villig til at
anerkjende. Man heiniserede, som sagt, dengang meget sterkt inden
de litterært interesserede Kredse. Ved siden af Heine var vel den
Heibergske og Goldschmidt’ske Prosa de mest yndede og hyldede
Forbilleder. Hvad man satte mest Pris paa, var følgelig ikke det
dybe og sterke, men det klare og glatte, — ikke den svulmende
Pathos eller den himmelstormende Lyrik, men den skarpt
tilspidsede Vittighed eller Aandrighed, Evnen til at forme Sarkasmer
og Epigrammer ved Siden af det juridiske Ordkløveri, de logiske
eller dialektiske Taskenspillerkunster, «Tvisyntheden», som Vinje
lovpriste saa sterkt og vilde have opfattet som det sikreste Tegn
paa aandig Overlegenhed. Men Tvisynthed har aldrig været og
var dengang mindre end nogensinde Bjørnsons Sag. Til hans
Væsen har det altid hørt at være helt der han er i Øieblikket,
ikke at være baade her og der paa engang, ikke at se ligegodt,
hvad der taler for, og hvad der taler mod den ene eller den anden
Løsning af et Stridsspørgsmaal, og at opfatte de store
Livsspørgsmaal som blotte Diskussionsemner, men at tage Parti, ensidigt,
men til Vederlag saameget vældigere og virkningsfuldere. Han
var allerede i sin Ungdom saa tryg paa sig selv og sit Kald, at
han ikke følte den Trang, som pleier at hjemsøge unge
Mennesker, til at anstille evindelige Refleksioner over sig selv eller til
at slippe fra sin aandige Nød for et Øieblik ved at ironisere over
den og slaa Volte med sine egne Tanker.
Han syntes mig dengang at være fordetmeste svært alvorlig,
næsten ensformig høistemt, saa det kunde virke tyngende. Han
var, som nævnt, en Mester i at fortælle, og han kunde ogsaa tale
ypperlig, naar han redegjorde for sine litterære eller politiske
Synsmaader eller for sin Opfatning af historiske Personligheder
eller kjendte Mænd i Samtiden. Men han maatte da helst faa
tale alene (hvad han jo ogsaa i Regelen fik), saa hans Fantasi
kunde faa Fart. Disputere derimod indlod han sig ikke gjerne
paa og var, efter min Erindring, heller ikke saa fremragende flink
til det. Han var ikke saa smidig og behændig som t. Eks. Vinje
(som af og til kom til ham i de første Aar af vort Bekjendtskab).
Han kunde ikke saa godt, som Vinje, klare sig i en snæver
Vending ved en overraskende logisk Kolbøtte eller et morsomt
Indfald. Han syntes noget tung, noget massiv; hans Tale virkede
ofte betagende, overvældende ved sin Billed- og Farverigdom;
men den var ikke egentlig, hvad man pleier kalde morsom eller
underholdende; det gnistrede ikke af den som af en
Elektrisermaskine (for at bruge Vinjes Udtryk om Welhavens Konversation).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
